Kevin vinder - men det er tæt

En ny datasamling viser, at Kevin Magnussen er en lille smule bedre end holdkammeraten, når det kommer til fart i kvalifikationen

Foto: Andy Hone / LAT Images
Foto: Andy Hone / LAT Images

Man hører det fra alle F1-eksperter: En racerkørers vigtigste konkurrent er teamkammeraten, for kun han kører med sammenlignelig bil.

I denne sæson har det været småt med opture for Kevin Magnussen og resten af Haas-holdet, men trods alt har danskeren gjort, hvad han skulle på den interne front, nemlig slået Romain Grosjean i både kval og selve løbet.

BBC's Formel 1-redaktør Andrew Benson har samlet noget af den tilgængelige data fra sæsonens første havldel, og her viser det sig, at Kevin Magnussen er 0,12 sekund hurtigere på en kvalifikationsomgang end franskmanden.

Ikke meget, men i den disciplin tæller hver en hundredel.

Af andre tætte dueller kan nævnes Lando Norris/Carlos Sainz og Sergio Peres/Lance Stroll. De to mest suveræne i forhold til teamkammerat er George Russell over Nicholas Latifi (0,625 sekund) og Charles Leclerc over Sebastian Vettel (0,351 sekund).

Foto: Andy Hone / LAT Images
Foto: Andy Hone / LAT Images
 

I tallene kan man også se, hvorfor Haas har haft generelle problemer i løbet af sæsonen, for de er placeret som nummer otte af ti, når det kommer til den hurtigste omgang i et grandprix.

Næste weekend går det løs i Rusland, hvor der igen skal gøres forsøg på at hijacke point fra de hurtigere teams.

Indtil videre har holdet kun formået at skaffe ét sølle point, men det stod Kevin Magnussen også for, da han i Ungarn fik slæbt bilen ind som nummer ti.

I de seneste løb er der sket mærkværdige ting, hvilket har åbnet for nogle nye ansigter i top 10 og endda på podiet. Derfor gjorde det endnu mere ondt på Haas, at Magnussen måtte udgå i de to seneste grandprixer, og han har dermed kun fuldført fire af de ni afholdte løb.

Drømmecomeback: Magtdemonstration af Lundgaard

Kevin centrum i årets crashfest: - Ramte mig sindssygt hårdt

Megacrash udløser 12 advarsler