Kevins bøn: Bare giv mig et helt normalt løb

Den danske Formel 1-kører håber og tror på et løb uden diverse udfordringer, så skal pointene nok komme, siger han

Foreløbig er det blevet til en 12. plads i Melbourne og en 11. plads i Bahrain for Kevin Magnussen. (Foto: Jan Sommer)
Foreløbig er det blevet til en 12. plads i Melbourne og en 11. plads i Bahrain for Kevin Magnussen. (Foto: Jan Sommer)

Der har været diverse udfordringer for Kevin Magnussen og Renault-raceren i sæsonens første to Formel 1-grandprix.

Og point er det endnu ikke blevet til for det ambitiøse mandskab.

Nu fortæller han forud for årets tredje løb i Kina, at de nok skal komme.

Alt han beder om er en smule medvind.

- Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg vil virkelig gerne have de første point. Bare giv mig et normalt løb uden punkteringer og straffe, og så tror jeg på, at det kan lade sig gøre, siger han til Renaults hjemmeside fredag.

Minderne fra banen i Shanghai er dog ikke de bedste.

I 2014 sloges han efter eget udsagn med sin McLaren-racer og sluttede på en 13. plads.

- Selvsagt håber jeg på et bedre resultat i mit andet forsøg, siger han.

Magnussen erkender, at det har været hårdt i de første to løb - især det faktum, at han stadig står uden point på kontoen.

- Sådan er det dog engang imellem. Vi er dog meget tæt på, så det giver noget motivation. Bilen føles virkelig god. Selvfølgelig vil vi gerne have mere downforce og mere power, men vis mig en kører, der ikke beder om det, siger han.

Magnussen har kæmpet for at komme frem i feltet - især efter sin straf forud for løbet i Bahrain. Men det er svært at præstere på de vilkår, fortæller han.

- Jeg nyder virkelig at være tilbage bag rattet, men det kræver så meget arbejde at komme op bagfra, at man kan levere et godt løb og stadig ende på 11. pladsen. Starter vi længere fremme og ikke render ind i uheld på første omgang, gode ting kan ske, siger den danske racerkører.

Det kinesiske grandprix køres i Shanghai næste weekend.

Kevin gjorde det godt under løbet i Bahrain. Hør mere om løbet i Bahrain og hans præstation her

37 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere