Kevins chef indrømmer: Uro i Renault-kulissen

Det er ingen dans på roser at være i Renault-lejren, hvor de dårlige resultater skaber spændinger, indrømmer den administrerende direktør - der dog afviser, at der er tale om en egentlig konflikt

Sejre avler godt humør - nederlag det modsatte.

Det er sandheden i Renaults Formel 1-lejr, der i jomfru-sæsonen blot har indkørt de syv point, Kevin Magnussen har sørget for i Sochi og senest i Singapore.

Rygterne går på, at der er utilfredshed med de udeblevne resultater, og at denne uro har resulteret i, at valget af kørere for den kommende sæson også er blevet udskudt.

Helt så alvorligt vil holdets direktør, Cyril Abiteboul, ikke udlægge det. Men i et interview med autosport.com lægger han ikke skjul på, at der er gnidninger internt i mandskabet.

- Det er bare spændinger på grund af præstationen.

- Altså, på Red Bull var der megen spænding sidste år, og spørg Mercedes, da de ikke leverede - der var også spænding - så selvfølgelig har vi også spændinger.

- Jeg er ikke chokeret over situationen, vi står i lige nu, og jeg kan helt sikkert håndtere den spænding.

- Hvis folk ikke er indstillet på at håndtere eller at gennemleve den, så skal de ikke være i Formel 1, siger Cyril Abiteboul.

57189478.jpg 

Han indrømmer dog også, at det overordnede ansvar tilhører ham selv, sportschef Frédéric Vasseur og bestyrelsesformand Jérôme Stoll.

- Den ene ting, holdet har brug for, er ikke penge, investering eller hænder. Det er lederskab. Meget klart lederskab.

- Det er det, Jérôme, Frédéric og jeg selv skal tilføre holdet - klart og overordnet lederskab i forhold til, hvor vi vil hen. Det er det, vi til alles bedste er i gang med at klarlægge, siger Abiteboul.

Ikke bekymret
Han beder dog også om forståelse for, at Renault-mandskabet har brug for tid til at etablere sig.

- Alle - både inden og uden for holdet - bliver nødt til at acceptere, at intet at dette eksisterede for ni måneder siden. Intet af denne ledelses-struktur.

- Folk skal bare give os tid, så der kan komme en klar forståelse og opfattelse af, hvem der er ansvarlig for hvad.

Hvis Renault får den arbejdsro, så er direktøren også sikker på, at resultaterne nok skal komme.

- Det er år et. Alle skal finde deres ansvarsområde og deres eget ståsted.

- Når jeg ser på, hvad de fleste hold har måttet gå gennem, så er jeg ikke bekymret, og jeg synes ikke, at vi skal skamme os over det, vi gør.

- Vi har ambitioner, og der er ingenting, der får mig til at tro, at vi ikke går i den rigtige retning med den struktur, vi har, siger Cyril Abiteboul.

I første omgang bliver udfordringen nok også at få bilen til at køre lidt hurtigere ...

Her scorer Kevin Magnussen Renaults syvende point i Singapore:

47 kommentarer
Vis kommentarer