Kevins chef tæt på flykatastrofe

Elektronikken i et fly med Kevin Magnussens teamchef Eric Boullier satte ud midt i en flyvetur, der endte i nødlanding i en aflukket lufthavn

Kevin Magnussens teamchef var tæt på at ende i en flykatastrofe søndag morgen. (Foto: LAT/McLaren)
Kevin Magnussens teamchef var tæt på at ende i en flykatastrofe søndag morgen. (Foto: LAT/McLaren)

- Jeg var selv faldet i søvn, men pludselig vækkede de mig og sagde, at vi returnerede til Le Mans, fordi vi havde mistet al elektronik. De var overraskende rolige, og vi var lige ved at flyve ud mod havet.

Sådan siger den succesfulde forretningsmand inden for Formel 1 og Nascar Zak Brown om, hvad der må være det største mareridt, man kan komme ud for, når man sidder i et lille fly flere tusinde meter oppe i luften.

Brown havde sammen med McLarens Formel 1-chef, Eric Boullier, været tilstede under weekendens 24-timersløb på Le Mans, da de søndag morgen satte sig ind i et lille privatejet Cessna-fly med kursen til England.

Mens de hang i luften over havet, udspillede sig dog en situation, som nemt kunne have endt helt forfærdeligt.

- Batteriet kunne ikke lade eller noget som helst. Vi håbede bare på, at motoren ikke ville sætte ud. Vi var samtidig nødt til at flyve lavt, fordi Eric (Boullier, red.) skulle ringe til Le Mans med sin mobiltelefon. Her stillede de hele brandvæsnet klar og lukkede lufthavnen ned, fortæller Zak Brown til motorsport.com.

Zak Brown tweetede efterfølgende om den skræmmende oplevelse.

Instrumentbrættet virkede ikke
Undervejs mod England stoppede alle de elektriske systemer, der styrer flyets instrumentbræt og kommunikations-systemer med at virke, og derfor måtte piloten Alastair Breckon vende flyet med kurs tilbage til Le Mans uden nogen form hjælp til navigationen.

Heldigvis klarede piloten opgaven til UG og formåede derfor at afværge, hvad der kunne have endt som en katastrofe.

- Jeg tror, at hvis sigtbarheden havde været virkelig dårlig, så ville det have været meget svært, fordi du normalt flyver med instrumenterne, men heldigvis var det solskin og blå himmel.

- Vi havde dog et andet problem, da flyets flaps styres gennem elektronikken, så under landingen var det ikke muligt at slå bremserne til. Heldigvis var flyet så lille og let, at det ikke skulle bruge en lang landingsbane, siger Zak Brown til motorsport.com.

Zac Brown og Kevin Magnussens franske teamchef Eric Bouillier steg senere på dagen på et andet privatfly, der fragtede dem sikkert hjem til England.

13 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere