Kevins skoddag: Derfor blev Haas i garagen

Mekaniske problemer ødelagde store dele af Haas' anden testdag. - Vi ved reelt set ikke, hvor vi er, siger Kevin Magnussen efter sin første dag i VF18'eren

MONTMELÓ (Ekstra Bladet): Kønt ser det ikke ud for Haas F1 Team som på de to første testdage hverken har kørt langt eller hurtigt.

Romain Grosjean havde en ‘skoddag’ mandag, og det samme var tilfældet for Kevin Magnussen tirsdag. Udlægningen tilhører teamchefen Günther Steiner efter langsomste tid på anden testdag og færrest omgange af alle.

En fejlindstilling sendte Kevin Magnussen i gruset tidligt på dagen med dertilhørende reparationer. Og da han endelig fik et længere stint, gik DRS-systemet løs, så bagvingen skulle skiftes. Først til allersidst, som slud satte ind over Circuit de Barcelona-Catalunya var reparationen klar til at blive efterprøvet.

- Ligesom første dag; når vi havde bilen klar, begyndte det at regne eller sne. I morges gik vi ikke ud, fordi det var for koldt, forklarer teamchef Günther Steiner til Ekstra Bladet.

- Det var ikke en god dag, det her er ikke os, den skal afskrives. Vi lærte noget, men ikke meget, siger han.

Kevin Magnussens længste stint blev ødelagt af en løs DRS-vinge. Foto: Jan Sommer
Kevin Magnussens længste stint blev ødelagt af en løs DRS-vinge. Foto: Jan Sommer
 

Derfor nåede Haas ikke så mange omgangen som mange af konkurrenterne. Med temperaturer omkring eller lige over frysepunktet er test en barsk omgang i en Formel 1-bil. Kevin Magnussen har eksempelvis ikke ekstra lag på; ‘man holder ikke varmen, det er pænt koldt’.

Kørerne må bare rette sig ind, men det kan bilerne ikke. Så efter to dage med kulde har Haas stadig kun teoretisk viden om, hvordan raceren vil opføre sig under normale forhold.

- Vi ved det ikke endnu. Det er umuligt. Vi har ikke prøvet noget, og det er irrevant at konkludere noget med hensyn til balance, siger Kevin Magnussen til Ekstra Bladet.

- Jeg har ikke noget dårligt at sige, men jeg vil ikke sige: Den er helt vild god. Vi ved reelt set ikke, hvor vi er. Vi ved ikke, om bilen føles helt anderledes med andre temperaturer.

Danskeren har stadig ikke en fornemmelse af, hvilken støbning den nye racer er af. Foto: Jan Sommer
Danskeren har stadig ikke en fornemmelse af, hvilken støbning den nye racer er af. Foto: Jan Sommer
 

Tirsdag lavede danskeren kun systemtjek og aero-mapping. Dvs. foretog måling med konstante hastigheder på langsiderne - indtil DRS-vingen stod af.

- Der er ingen grund til at skrive ting ned, debriefe og give feedback, for vi ved, at vi ikke kommer til at få i nærheden af de temperaturer, som man arbejder under. Vi snakker ofte om temperaturer i dækkene, men så snakker vi fem grader. Her er det 20 grader. Der er ingen grund til at sige: Uh, nu har vi understyring, siger han.

- Du kan godt gøre noget for at få dækkene til at virke, men så skal du begynde at skære huller i ting for at få modificeret varmen, og vi har ikke så mange reservedele, så vi kan ikke gøre alt for meget.

For meget af dagen blev brugt på at vente på vejret og reparationer. Foto: Jan Sommer
For meget af dagen blev brugt på at vente på vejret og reparationer. Foto: Jan Sommer
 

Se også: Haas gemte sig: Tam start for Magnussen

Formel 1 - 26. feb. 2018 - kl. 13:26 Kevin scorer fed million-kontrakt

Se også: Trods problemfyldt Haas-start: 'Den er godt født'

Eneste lærdom for dagen var nogle mekaniske ting og stumper, der skal sidde bedre fast.

- De skulle limes og skrues sammen. Det er sådan nogle ting, der ikke er bekymrende, men det tager bare tid, og det er irriterende. Hvis det havde været godt vejr, havde det været irriterende, men alting taget i betragtning, har vi ikke rigtig misset noget, siger Kevin Magnussen.

Hos Haas forventer man, at i hvert fald onsdag - måske også torsdag - bliver helt afskrevet, og der først kan testes for alvor i næste uge.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere