Kig på Kevin: Rykker frem på ønskelisten

Kevin Magnussen er under overvejelse hos Lotus, da Romain Grosjean skifter til nystartede Haas F1

Lotus begynder nu at kigge efter en afløser for Romain Grosjean. Kevin Magnussen er blandt kandidaterne, hvis McLaren altså ikke udnytter sin option på danskeren. (Foto: AP)
Lotus begynder nu at kigge efter en afløser for Romain Grosjean. Kevin Magnussen er blandt kandidaterne, hvis McLaren altså ikke udnytter sin option på danskeren. (Foto: AP)

Sagaen om Jenson Buttons kontraktforlængelse bliver ikke kun fulgt nøje i McLaren-kredse, men også i Enstone, hvor Lotus holder til. Udviklingen på Formel 1-kørernes transfermarked gør, at det økonomisk trængte team mangler en kører til næste år ved siden af Pastor Maldonado.

Ifølge Ekstra Bladets engelske pressekilder afventer Lotus-teamet afgørelsen hos McLaren, fordi Kevin Magnussen er med i opløbet om at få sædet tilbudt. Hvis McLaren ikke udnytter danskerens option.

Som Ekstra Bladet skrev i søndags bliver Romain Grosjean førstekører hos Haas F1, hvilket officielt bekræftes tirsdag til en presseseance i teamets amerikanske hovedkvarter.

Se også: Afsløring: Haas fylder holdet uden Kevin

Over for F1i.com lægger Lotus’ næstkommanderende Federico Gastaldi imildertid ikke skjul på, hvilken nyhed det amerikanske team præsenterer i næste uge. Men fordi han ikke var bekendt med Romain Grosjean afgang indtil i søndags, begynder jagten på en ny førstekører først for alvor nu.

– For mig personligt, og hele teamet højst sandsynligt, bliver det trist, at han forlader os, fordi han er en del af familien. Han har udviklet sig i den rigtige retning. Han er hurtig og har et godt hoved skruet på. Nu skal vi til at arbejde på at få en ny kører, siger Gastaldi.

Force Indias Sergio Perez lå i forhandlinger med Lotus om at overtage Pastor Maldonados sæde, men valgte at blive hos inderne, hvorefter den venezuelanske crash-konge blev bekræftet til 2016-sæsonen.

Torsdag måtte Lotus gennemføre deres presseseancer i regnen, fordi de ikke havde betalt for at leje lokaler på Suzuka-banen. (Foto: AP)
Torsdag måtte Lotus gennemføre deres presseseancer i regnen, fordi de ikke havde betalt for at leje lokaler på Suzuka-banen. (Foto: AP)
 

Lotus har så store lommesmerter, at de til weekendens grandprix endnu ikke har fået låst op til deres lejr på Suzuka, fordi regningen ikke er betalt på forhånd. Kørerne måtte give interview under paraplyer udenfor, og Bernie Ecclestone er trådte til og har bespist mekanikerne i VIP-loungen Paddock Club.

Se også: Klar til nye crash: Endnu en F1-kører bekræftet

En overtagelse fra Renault lurer, og den franske bilproducent skulle have underskrevet en hensigtserklæring om at købe Lotus, hvilket vil være interessant med Kevin Magnussens øjne. Fortsætter teamet som Renaults fabrikshold behøver førstekøreren sandsynligvis ikke at medbringe en stor pose sponsorpenge.

Teamets fredagskører og sidste års GP2-vinder Jolyon Palmer er også med i kapløbet. Det forventes den tidligere Toro Rosso-kører Jean-Eric Vergne også at være, men til syvende og sidst er det en bestyrelsesbeslutning.

– Vi forventede ikke, at Romain forlod os, men sådan er livet. Han kan gøre, hvad han vil og er en fri mand, så nu må vi se, hvordan vi samler alle små stykkerne, siger Gastaldi.

Allerede i eftersommeren var Lotus ifølge Ekstra Bladets oplysninger ude med en føler til Kevin Magnussen.

Kevin Magnussen venter fortsat på afklaring. (Foto: Jan Sommer)
Kevin Magnussen venter fortsat på afklaring. (Foto: Jan Sommer)
 

Se også: Her er Kevins plan B

23 kommentarer
Vis kommentarer