- Knægten er livsfarlig

Nikita Mazepin hører ikke hjemme i Formel 1, mener Ekstra Bladets Formel 1-ekspert Jason Watt

Foto: Andy Hone/Haas F1 Team
Foto: Andy Hone/Haas F1 Team

KEVIN MAGNUSSEN sidder helt sikkert og kigger på Haas-teamet i år og tænker: ’Det kunne jeg gøre meget bedre’.

Jeg er slet ikke uenig i, at K-Mag kunne gøre det meget bedre i mindst den ene af bilerne, nemlig den med Nikita Mazepin.

Russeren er efter min mening direkte livsfarlig, og han er ’en stor ulykke, som venter på at ske’.

DER ER FLERE grunde til, at jeg ikke er vild med Mazepin og hans måde at opføre sig på, så lad mig uddybe: Knægten er, som de fleste ved, en rigmandssøn, som er købt ind i Haas-teamet for det, som minder om himmelråbende 200 millioner kroner.

Haas-teamet solgte deres sjæl for ussel mammon, og jeg synes, det er sørgeligt at se på teamet, som sejler rundt allerbagerst.

Gene Haas og Günther Steiner virker lidt trætte af det hele, og mit bud er, at teamet er til salg til højstbydende, inden året er omme.

DESVÆRRE ER den mest åbenlyse køber nok farmand Dimitrij Mazepin, som har lommerne stopfyldte med dollars.

De mange penge er fremskaffet ved brug af yderst opfindsomme metoder.

Ifølge Politiken lavede Mazepin senior for omkring ti år siden mange millioner på at sælge CO2 kvoter til virksomheder, som ønskede at kompensere for deres eget udslip.

De kunne købe kvoter hos Mazepin, som så til gengæld skulle mindske udslippet tilsvarende på russiske fabrikker.

Problemet var bare, at der aldrig fandt nogen forbedring sted i Rusland, ergo var det efter sigende blot et stort fupnummer.

En af kunderne skulle faktisk være Dong Energy, og hvis det er sandt, så er det jo danske skattekroner, som har været med til at vælte Kevin Magnussen af pinden hos Haas. Det er da direkte tragikomisk.

NIKITA MAZEPIN har lige siden gokart-dagene været total vild og har alle dage kørt med hovedet under armen. Han var kaospiloten, som skubbede og masede sig frem gennem feltet.

Turen på vejen til Formel 1 har det heller ikke været uden sværdslag. Jeg vil sige, at hans form har været svingende, og det har krævet meget tilvænning, før der kom bare en smule resultater på kontoen.

At blive nummer 18 i sin debutsæson i Formel 2 i 2019 var direkte ringe. Det blev dog til en femteplads i 2020, men jeg ser ikke nogen lys fremtid for Nikita, heller ikke hvis farmand i bedste Stroll-stil køber et team til ham.

DET VÆRSTE, JEG kan få øje på i disse tider, det er et kæmpe pres, som hviler på knægtens skuldre, og det bare vokser og vokser.

Når man kører i hegnet ved årets første løb og præsterer den korteste Formel 1-debut i 19 år, går internettet selvklart amok.

Det væltede med mimes, og noget af det mest komiske var, at Mazepins løb varede kortere end Valtteri Bottas pitstop, hvor hjulet ikke ville på.

Nikita Mazepin kørte sammenlignet med Mick Schumacher sidste år hæderlige løb i F2, men i Formel 1 har der indtil videre været klasseforskel mellem de to. Foto: Andy Hone/Haas F1 Team
Nikita Mazepin kørte sammenlignet med Mick Schumacher sidste år hæderlige løb i F2, men i Formel 1 har der indtil videre været klasseforskel mellem de to. Foto: Andy Hone/Haas F1 Team
 

Kørefejl på kørefejl senest med dumme afkørsler på Imola tegner et billede af en presset dreng, som godt ved, han ikke leverer som forventet.

Han kører i vejen for konkurrenterne under kvalifikationen og bryder sportens gentleman-regler.

Han bander af teamkammerat Mick Schumacher under træningen, da han bliver overhalet af tyskeren, og den slags opførsel får man bare ingen venner af.

JEG PRISER MIG lykkelig over, at Haas-bilen og Nikita Mazepin er så ustyrlig langsom, at de næppe kommer i infight med konkurrenterne, fordi den dag han kommer til at blande sig med de andre, ender det galt.

Nikita Mazepin udtaler, at han ikke har noget imod at være badboy, og det betyder vel samtidigt, at han ikke mener, han skal ændre sin måde at køre og være menneske på. Derfor ender det galt en dag.

Jeg håber virkelig ikke, at Haas-teamet ender på russiske hænder, fordi så er vi langt fra færdige med at se på Nikita Mazepin, som efter min mening intet har at gøre i Formel 1.

I Rusland er F1's nye skurk imidlertid populær - LÆS HER HVORFOR

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Autodrómo Internacional do Algarve

Kan bedst beskrives som en rutsjebanetur med styrthjem på.

De mange niveauforskydninger og blinde sving gør noget helt specielt ved køreoplevelsen.

Det lange bløde opløbssving er med speederen i bund, og det giver gode muligheder for at ligge helt oppe i bagvingen på bilen foran. Så overhalinger på langsiden ser vi masser af.

Bred nok til at køre tre side om side i mange sving på første omgang.

En af de mere udfordrende baner.