Kør med Kevin - og gør dig klar til Melbourne

Kevin Magnussen får alligevel lov til at køre Formel 1 denne sæson, når han sætter sig i McLaren-Hondaen-raceren klokken 5 søndag morgen dansk tid. Vi klæder dig helt på til løbet

Kevin Magnussen fik en uventet åbning i Formel 1 denne sæson, da McLarens nye stjerne Fernando Alonso kørte galt til træning og fik en hjernerystelse.

Dermed overtog Magnussen tjansen fra spanieren, og indtil Alonso bliver helt klar, kører den 22-årige reservekører for det britiske racer-team.

Indtil videre er det bestemt, at Magnussen kører det australske Grand Prix i Melbourne, som løber af stablen i morgen klokken fem dansk tid - og Kevin har i den grad gode minder fra netop den bane.

Danskeren fik nemlig en fantastisk start på sin Formel 1-karriere for et år siden ved sæsonens første Grand Prix i Melbourne. Magnussen kørte sig ind på en tredjeplads, og da Daniel Ricciardo senere blev frataget sin podieplacering, blev danskeren rykket frem som nummer to

Magnussen får dog ikke lov til at starte fremme blandt de forreste i morgen tidlig, da danskeren må tage til takke med en sidsteplads i feltet i år efter McLaren-Hondaen-racerne har oplevet flere problemer - både til træning og kvalifikation.

Det fik Kevin for alvor at mærke, da han kørte af banen i fredagens tidlige træning.

Dog tog danskeren også sit ansvar ved ulykken, hvor han mistede kontrollen i sving seks og raceren efterfølgende gled. Han fortsatte derefter ud i gruset og ind i barrieren. Hjulet blev beskadiget, men danskeren kom heldigvis ikke til skade.

- Uheldet var min fejl. Jeg mistede bagenden på vej ind i svinget og ramte uheldigvis barrieren og beskadigede den venstre front. Ny dag i morgen!, lød det fra danskeren.

Men motorerne i McLaren-Hondaen-racerne har også haft deres skyld i teamets dårlige præstationer til træningen - og til kvalifikationen, hvor Magnusen endte som sjok, mens holdkammerat Jenson Button kun var en plads bedre.

- Det er så meget at lære og mange problemer med den her motorenhed, at det er vigtigt, at vi kommer igennem og får de her omgange selv i tidstagningen, sagde Kevin Magnussen efter kvalifikationen.

Uanset hvad er det stort for Kevin og de mange danske Formel 1-fans, at den unge kører endnu engang er med i Formel 1-feltet.

Det hele sker som sagt søndag klokken fem dansk tid - og du kan varme lidt op til løbet med en fed 'onboard'-video fra danskerens racer under den afsluttende træning i Melbourne.

22 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere