Køreklar plan: Sådan køres resten af Formel 1-sæsonen

En offentliggørelse af den amputerede Formel 1-sæson er nært forestående. Og det begynder uden tilskuere …

Charles Leclerc foran Lewis Hamilton og Romain Grosjean under træningen til sidste års løb. Foto: Gerard Julien/AFP/Ritzau Scanpix
Charles Leclerc foran Lewis Hamilton og Romain Grosjean under træningen til sidste års løb. Foto: Gerard Julien/AFP/Ritzau Scanpix

Mandag blev det meldt ud, at Formel 1-løbet på franske Paul Ricard er aflyst.

Samtidig kom meldingen, at man på Silverstone i England vil køre uden tilskuere 19. juli.

Men ambitionerne om at få gang i motorsportens kongeklasse lever i bedste velgående - også selvom det bliver noget bumlet og skrabet og med forbehold for ændringer undervejs.

Det er meldingen fra Formel 1 mandag, hvor man meddeler, at en officiel kalender for 2020 er tæt på at blive offentliggjort.

Det skriver formula1.com mandag formiddag.

Første omgang bliver på østrigske Red Bull Ring 5. juli, mens det britiske på Silverstone følger efter. Begge løb er uden tilskuere.

- Jeg er yderst skuffet over at kunne meddele jer, at vi ikke er i stand til at arrangere dette års britiske grandprix foran fans på Silverstone, siger Stuart Pringe, der er chef for Silverstone.

- Vi havde ventet med at tage denne vanskelige beslutning så længe som muligt, men det er meget klart i betragtning af den nuværende situation i landet og de regeringskrav, der er kommet på plads nu og i en overskuelig fremtid, kan et Grand Prix ikke afvikles under normale forhold, siger han.

Udfordringer i Belgien
Man håber fra arrangørernes side, at man ved at droppe sommerpausen i slutningen af juli og begyndelsen af august kan få styr på de tilbageværende løb, der ikke er aflyst.

Foreløbig er både Monaco og Frankrig aflyst, mens der arbejdes på at finde datoer for det hollandske og det spanske grandprix.

Mens det ungarske 2. august samt det italienske 6. september ikke ser ud til at blive påvirket, kan det blive nødvendigt at flytte det belgiske, der ellers er planlagt til 30. august. De belgiske myndigheders restriktioner gør, at større begivenheder ikke i skrivende stund vil kunne afvikles på den dag.

Siden rykker cirkusset mod øst til Asien i september og oktober, mens de amerikanske kontinenter indtages af Formel 1-feltet i oktober og november.

Afslutning i december
Sæsonen lukkes og slukkes så sent som i december måned i Bahrain og Abu Dhabi, hvor der føler to løb efter hinanden i to weekender i træk. Dermed undgår man samtidig at forlænge den nuværende sæson til 2021.

Ifølge CEO Chase Carey er man fra officiel side 'tilfreds' med udviklingen og tror på, at den endegyldige kalender vil kunne offentliggøres snart’.

- Vi forventer, at de første løb vil være uden tilskuere. Men vi håber, at fansene vil være en del af de næste løb i kalenderen, siger han og tilføjer, at arbejdet bestemt ikke er færdiggjort med kalenderoffentliggørelsen.

- Vi skal stadig have fundet på løsninger til holdene og vores øvrige partnere i de forskellige lande, siger han.

Første prioritet er selvfølgelig, at man sikrer forsvarlige, sundhedsmæssige forhold for alle involverede.

Formel 1 - 21. apr. 2020 - kl. 10:43 Eksklusivt interview: Han kæmper for Haas' fremtid

Se også: Har lagt 70 mio. - hos konkurrenten

Se også: BBC: F1 planlægger sæsonstart 5. juli

17 kommentarer
Vis kommentarer