Løb på banen under Formel 1: Derfor gjorde han det

En 27-årig arbejdsløs brite risikerer både fængsel og bøde, fordi han vil tage et billede inde på selve Formel 1-banen i Singapore - under løbet

Yogvitam Pravin Dhokia har fået sig en oplevelse for livet - og måske også en lærestreg, der kan huskes lige så længe. (Foto: Facebook)
Yogvitam Pravin Dhokia har fået sig en oplevelse for livet - og måske også en lærestreg, der kan huskes lige så længe. (Foto: Facebook)

Hvad tænkte ham fyren i bermudashortsene egentlig på, da han søndag aften i dårlig belysning i Singapore kravlede gennem hegnet til Formel 1-løbet, som var i fuld gang? Var han tordnende beruset af det ene eller andet, var han faret vild, ville han have sit livs sus, havde han et væddemål med kammeraterne, eller var det en kombination flere faktorer?

Det var et af aftenens store spørgsmål efter Singapores Grand Prix, og det er nu blevet opklaret.

Tra-la-lu-la-lej. En britisk mand ude på en aftentur. På en Formel 1-bane. Hvor der var et løb i gang. (Foto: All Over Press)
Tra-la-lu-la-lej. En britisk mand ude på en aftentur. På en Formel 1-bane. Hvor der var et løb i gang. (Foto: All Over Press)

Singapores politi har offentliggjort navnet på den mand, som de har sigtet for den forseelsen, der indebar en alvorlige sikkerhedsrisiko for både ham selv og kørerne.

Manden er den 27-årige brite Yogvitam Pravin Dhokia, oplyser politiet. Dhokia kravlede gennem et hul i hegnet ind til banen, krydsede asfalten, mens biler var på med op til 280-290 kilometer i timen, og gik en strækning langs med hegnet, inden han fandt et andet hul og kravlede ud igen.

Det var løbets førende kører, Sebastian Vettel, der først opdagede Dhokia, og råbte: 'Der er en mand på banen!', før løbet blev midlertidigt afblæst af en safetycar.

Se den bizarre episode her:

Den britiske mand er nu sigtet for det, der i lokal jura-sprog hedder 'en hasarderet handling'. Hans kaution er sat til 15.000 Singapore dollars, godt 70.000 kroner, hvilket manden erklærede sig ude af stand til at betale. Britens pas er blevet inddraget indtil retssagen, hvor Dhokia risikerer et halvt års fængsel og/eller en bøde på 2500 Singapore dollars (knap 12.000 kroner). Penge som Dhokia ikke er i stand til at betale.

- Jeg har ikke arbejde i øjeblikket. Jeg bruger alle mine penge på billetter. Jeg har ikke rigtig den slags penge, sagde han ifølge Channel NewsAsia til dommeren ved den indledende høring.

Yogvitam Pravin Dhokia har efterfølgende følt sig nødsaget til at gå på facebook og forklare, hvad han lavede. Tirsdag skrev han:

- Jeg ville bare tage et billede.

Se også: Ufattelige billeder: Formel 1-banerløber optog video

17 kommentarer
Vis kommentarer