Lovende takter: Kevin og Alonso overrasker

Kevin Magnussen var 'best of the rest' under anden træning i Østrig, mens McLaren-Honda endelig synes at have taget et skridt fremad med en ny motor

SPIELBERG (Ekstra Bladet): Der sad nye og opgraderede motorer i både Haas- og McLaren-Honda-racerne til denne løbsweekend. Skal man dømme ud fra anden træning før Østrigs Grand Prix har begge haft positiv effekt.

Kevin Magnussen har i denne sæson stadig sit første besøg i top-ti under tidtagning til gode, men i Østrig var han fredag eftermiddag ‘best of the rest’ som syver efter de tre tophold Mercedes, Ferrari og Red Bull.

Reelt uden ekstraordinære omstændigheder er syvendepladsen den bedste startposition, midterholdene kan drømme om.

Hos Haas testede man desuden denne fredag forbedret køling til bremserne, så de gerne skulle virke lidt bedre inden sommerens planlagte skifte til en anden producent.

doc6vp6mdh3sys15g7jt2mf.jpg 

Romain Grosjean beklagede sig undervejs - dog ikke over bremserne - og var af Red Bull Ring et par gange. Til sidste lykkes det alligevel franskmanden at få sat en tid knap to tiendedele af et sekund langsommere end sin danske kollega, hvilket rakte til tiendepladsen.

På forhånd havde ingen hos Haas ventet, at denne bane med sine mange langsider ville passe raceren godt.

Man må også formode, at de Mercedes-drevne Williams og Force India vil være noget stærkere, når det bliver alvor lørdag.

Hos McLaren-Honda var der også lovende takter. Japaneren har medbragt en ny og opgraderet version, som de hævder yder 30 hk mere end den gamle udgave.

Under første træning var begge McLaren-Honda i top-ti, og i den anden kørte Fernando Alonso ottendebedste tid halvanden tiendedel efter Kevin Magnussen, mens Stoffel Vandoorne var 12’er.

Umiddelbart tyder det på, at midterfeltet har fået selskab af endnu et team.

Kevin charmerede sig ud af verdensmester-konflikt

Kæmpe-respekt fra Kevin: Tillykke Tom K. - du er en inspiration

Spændende opgradering: Kevin får forbedret Ferrari-motor

F1 Live resultater 2017

107 kommentarer
Vis kommentarer