Lussing fra teamrivalen

I sin juniortid har Christian Lundgaard knust sine teamkammerater, men i Monaco modtog han en lektion fra Théo Pouchaire

Christian Lundgaard har mulighed for at score point i alle tre løb i Monaco, men havde sat næsen op efter et bedre udgangspunkt. Foto: Joan Codina/Fotoformulak.com
Christian Lundgaard har mulighed for at score point i alle tre løb i Monaco, men havde sat næsen op efter et bedre udgangspunkt. Foto: Joan Codina/Fotoformulak.com

MONACO (Ekstra Bladet): Det vil kræve et mirakel, hvis Christian Lundgaard bliver den anden dansker nogensinde til at vinde et løb under Monacos Grand Prix.

Østjydens kvalifikation var ringere end forventet.

Han blev firer i sin gruppe, 23 tusindedele fra tredjepladsen, hvilket betyder en startplacering til lørdagens hovedløb som nummer otte og treer til det første sprintløb.

Problemet med Monacos gader er, at overhalinger i praksis er umulige - også i juniorkategorierne - man avancerer kun via andres ulykker eller pitstop.

Farten hos ART Grand Prix fejlede ingenting, for hans blot 17-årige teamkammerat Théo Pouchaire scorede en imponerende pole-position.

I Monaco deles feltet op i to grupper, som får hver 16 minutter til at sætte en hurtig omgang. Det sker for at undgå trafikpropper med 22 biler på banen og for at give kørerne en reel chance for en ren omgang.

F2 kører supportløb til Formel 1 i Monaco. Foto: Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix
F2 kører supportløb til Formel 1 i Monaco. Foto: Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix
 

Udfordringen er, at baneforholdene ændrer sig ekstremt hurtigt, så historisk er det bedre at være i den anden gruppe, men det trodsede Pouchaire. Hans gruppe får dermed fordelen af indersiden, når starten går og det rene spor ned mod sving et (Sainte Dévote).

- Dækkene bliver ikke rigtig slidt her, så det handler om selvtillid. Hvis du ser på Theo, kan man se, at potentialet var der, så jeg burde have været længere fremme, siger Christian Lundgaard til Ekstra Bladet.

Formel 2’s nye format med to sprintløb og et hovedløb passer ikke supergodt til lige nøjagtig Monaco, hvor løbene er så låste.

Spørg bare agterlanternen Alessio Deledda (HWA), som var uden for 107 procent af pole-position og dermed ikke kvalificerede sig til weekendens tre løb.

Weekenden kan dog ikke bruges på fester, for selv om der er tilskuere på plads i Monaco, er fyrstedømmet delvist tørlagt under grandprixet og opererer ligesom Frankrig stadig med spærretid. 

Stewards gav ham dog senere dispensation til at deltage i resten af weekenden ...

Christian Lundgaard har først og fremmest øje på et podie til første løb.

- Jeg tror, fredagens løb bliver kedeligt. Det handler om ikke at lave fejl og holde trit med feltet. Jeg starter oppe foran til det første, så forhåbentlig kan vi skabe et hul og kæmpe sidst i løbet. Men risikoen er, at man ikke slutter løbet, og jeg skal score point også i løb to, siger han.

- Teknisk set er jeg i en position til at score point i samtlige løb. Spørgsmålet er hvor mange. For mig handler det om at score point i så mange løb som muligt og holde stabiliteten oppe, for alle vil få dårlige weekender. Pointene er på podierne og fredagen er en god mulighed. Resten af weekenden tager vi derfra.

Udover teamkammeraten klarede en række af hans største rivaler i mesterskabet sig bedre i Monaco.

Ferrari-junioren Robert Shwartzman (Prema) kvalificerede sig toer, mens danskerens store rival i Alpines talentprogram Oscar Piastri (Prema) starter treer, når de store point skal uddeles.

Nummer et i mesterskabet, Alpines kineser Guanyu Zhou (UNI), kvalificerede sig kun som tier, hvilket betyder, at han får pole-position til det første sprintløb.

Først sprintløb køres fredag kl. 11.45, mens der er to løb lørdag.

DANSKERE I MONACO

Nicolas Kiesa: Den ufattelige triumf

Som den eneste dansker har Nicolas Kiesa vundet i Monaco - og hvilken sejr!

Halvvejs gennem Formel 3000-løbet (svarende til F2 i dag) lå han midt i feltet, som rivalerne udgik en efter en.

Briterne har et ordsprog; ‘to finish first, first you got to finish’ og i modsætning til mange af rivalerne formåede Kiesa at holde bilen på vejen.

I første ombæring lignede det en andenplads bag sæsonens senere suveræne mester, Bjørn Wirdheim. Men svenskeren glemte, hvor målstregen lå og sagtnede farten for at fejre med sit team på pitvæggen, hvilket Kiesa udnyttede til at overhale snuppe sejren.

Den afslutning nåede CNN.

Blandt de første gratulanter var den nu meget erfarne Red Bull-mekaniker Ole Schack, der var mekaniker på den anden bil hos Kiesas team SuperNova Racing.

Bjørn Wirdheim bliver ofte mindet om sin brøler. Han er nemlig en slags kollega med Nicolas Kiesa  som ekspert på svenske Viasat Motor. Sågar vikarierer han nogle gange som reporter på TV3 Sport, hvis Luna Christofi er forhindret.

Jason Watt: Tabte sejren på kasinoet

Ekstra Bladets Formel 1-ekspert er en mand med selvironi, og en af de historier han ynder at underholde med stammer fra Formel 3000-løbet i 1998.

Watt havde ingen erfaring på banen og scorede en imponerende pole-position foran Nick Heidfeld.

På vej mod en ‘sikker sejr’ demonstrerede Watt, hvordan blot et øjebliks uopmærksomhed kan være katastrofalt i Monacos gader.

Mens han ‘kørte og tænkte over, hvad han skulle sige på pressekonferencen’, fik han en forkert udgang på højresvinget ud af kasino-pladsen og endte i den modsatte væg …

Året efter revancherede Watt sig ved at veksle en fjerdeplads under tidtagning til en andenplads i løbet.

Jan Magnussen: Et af højdepunkterne

1997-udgaven af Monaco Grand Prix var et af de løb, hvor bare en smule medvind kunne have haft store positive konsekvenser for Jan Magnussens videre F1-karriere.

Det var stortalentets femte optræden for Steward-Ford, hvis bil havde store udfordringer med driftsikkerheden. Mange udgik, og Magnussen avancerede fra 19. til syvendepladsen. 

Men dengang ‘delte man ikke point ud bare for at møde op, som ‘Big Mag’ ynder at sige, så det var første placering uden for pointene.

Teamkammeraten Rubens Barrichello startede tier og sluttede på podiet som toer.

Point i det her løb, og Jan Magnussens videre forløb hos teamet kunne meget vel have set anderledes ud.

Kevin Magnussen: Lige ved og næsten

En fjerdeplads tilbage i 2013 i Formel Renault 3.5 er Kevin Magnussens bedste resultat, men alligevel elskede han udfordringen i Monaco og følte sig veltilpas der.

Tidtagningen for Haas i 2019 var en af karrierens allerbedst omgange, som dog ikke udmøntede sig i et resultat, da pitvæggen valgte den forkerte strategi under løbets tidlige safetycar.  

To tiendepladser blev det til i Formel 1.

I 2014 for McLaren lurede en potentiel femteplads, før et batteriproblem og siden Kimi Räikkönen ødelagde hans løb.

I 2017 var Magnussen knust, fordi en punktering havde sendt ham ned på tiendepladsen. Humøret blev bedre, da han kom tilbage til garagen, for her fejrede man, at Haas for første gang i teamets historie havde haft begge kørere i top ti.

Christian Lundgaard: Vigtige lærepenge

Formel 2-feltet var senest i Monaco i 2019, så danskeren har ikke fordel over klassens rookier.

Alligevel er han en af dem, som har kørt her før; tilbage i 2018 i Formel Renault Eurocup 2.0.

Her opererede man som i F2 med at dele feltet op i to under tidtagning.

Sølle 29 tusindedele manglede østjyden for at score pole-position. I stedet skulle han starte femmer og sekser, hvilket han vekslede til to femtepladser.

Selv i mindre formel-biler kører man rundt i tog uden rigtig at kunne overhale.

BLIV KLOGERE PÅ F2-sæsonen og Christian Lundgaards største rivaler samt LÆS HER om Alpines planer med ham på sigt. HER KAN DU læse mere om ændringer hos Alpine, der tyder godt for juniorerne.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

En del gerningsmænd synes at gå fri