Magnussen har fået dårligt ry i kulissen: Jeg har været uheldig

Kritik af Kevin Magnussens arbejdsmoral sætter en plet på hans omdømme, men selv har han aldrig fået kritik af sine arbejdsgivere i Formel 1

Efter sin afsked med Renault har både direktøren og anonyme kilder på holdet plettet hans omdømme. Foto: TV 3.
Efter sin afsked med Renault har både direktøren og anonyme kilder på holdet plettet hans omdømme. Foto: TV 3.

Efter alt at dømme som et led i magtkampen på Renault-teamet busede direktør Cyril Abiteboul i forrige uge ganske opsigtvækkende ud med skarp kritik af Kevin Magnussen, selv om danskeren for længst har forladt holdet.

Magnussen-lejren har trukket på skuldrene af kritikken, men Abitebouls påstand om, at Kevin Magnussen for ofte ’faldt sammen’ og i øvrigt havde en dårlig arbejdsmoral, runger stadig i sporten.

I et interview med autosport.com siger Magnussen, at han aldrig formelt har fået kritik af sine arbejdsgivere i Formel 1.

- Jeg har hørt ting før, men aldrig fra holdet, siger Magnussen til autosport.com, som henviser til anonyme kilder på både Renault og McLaren, som har udtalt kritik af danskeren.

- Nogle gange er man uheldig i og med, at én fyr siger noget til pressen, og så bliver det udlagt som den officielle holdning på holdet som helhed, siger Magnussen.

- Men det er kun én fyr (der siger det, red.), så jeg tager det ikke seriøst.

Magnussen har haft en omskiftelig tilværelse i Formel 1. Efter debuten på McLaren i 2014 kørte han i 2015 som reserve på holdet, før han skiftede til Renault.

Et langt forløb med usikkerhed om fremtiden drev ham mod slutningen af 2016 til at forlade Renault til fordel for Haas, som har givet ham en toårig kontrakt.

- Jeg har været uheldig, siger Magnussen til autosport.com om sine korte ophold hos McLaren og Renault.

Han angiver et politisk spil i toppen af hierarkiet på McLaren som årsag til, at han efter blot en sæson måtte opgive sit sæde, mens det hos Renault ’bare ikke fungerede’.

- Jeg har intet imod dem (McLaren og Renault, red.). Dette er Formel 1, en barsk affære. Ting som disse sker, så der er intet ondt blod mellem os, siger Magnussen, som afslutter interviewet med at se fremad.

- Det er anderledes at komme til et hold, som ønsker at skrive kontrakt med en, fordi det forventer, at man kan levere noget, holdet ønsker, siger Magnussen.

- Det er motiverende, og jeg kan ikke vente, til sæsonen går i gang.

Se også: Nu svarer Kevin på eks-chefs brutale sviner

Se også: Fyret Formel 1-chef med dårlig samvittighed: Jeg svigtede ham

130 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere