Magnussen tæt på Haas-skifte

Mens Renault stadig overvejer en nødløsning til 2017-sæsonen, er Kevin Magnussen ved at lukke en flerårig aftale med amerikanske Haas F1

Siden grandprixet i Mexico er forhandlingerne mellem Haas F1 og Kevin Magnussen gået ind i sin afgørende fase. Foto: All Over Press
Siden grandprixet i Mexico er forhandlingerne mellem Haas F1 og Kevin Magnussen gået ind i sin afgørende fase. Foto: All Over Press

Kevin Magnussen vil også være at finde på Formel 1-gridden til den kommende sæson.

Ifølge Ekstra Bladets kilder i paddocken er danskeren meget tæt på at have skruet en flerårig aftale sammen med amerikanske Haas F1 med start i 2017, hvor han vil få Romain Grosjean som teamkammerat.

To gange har den 24-årige racerkørers nuværende team Renault ladet en option udløbe på danskerens arbejdskraft, og han var blandt emnerne til at fortsætte på det franske fabriksteam sammen med Nico Hülkenberg, men er ikke førstevalg.

Selv om det hele tiden har været Kevin Magnussens førsteprioritet at fortsætte hos Renault, har han belært af tiden hos McLaren arbejdet på alternativer.

Beslutningen om at tage sin Formel 1-fremtid i egen hånd giver mening, når der tegner sig et billede af, at hvem end franskmændene hyrer som kollega til Nico Hülkenberg, vil det kun være en nødløsning i en enkelt sæson.

Hos Renault kigger man allerede nu på kørermarkedet for 2018 med Carlos Sainz blandt favoritterne til på sigt at trække i gult.

Opløbet hos fabriksteamet tæller foruden de nuværende kørere også Felipe Nasr, Esteban Gutierrez samt Esteban Ocon, om end det franske talent forventes at køre for Force India næste år.

Holdt kontakten ved lige
Haas F1 forhandlede første gang med Kevin Magnussen i sommeren 2015 i forbindelse med Italiens Grand Prix, men valgte den mere erfarne Romain Grosjean som førstekører.

- Det er ingen hemmelighed, at vi talte med ham på Monza sidste år, og vi har siden holdt kontakten. Han er en kører, som har en plads i Formel 1, sagde teamchefen Günther Steiner til Ekstra Bladet for halvanden uge siden i Mexico.

Da var to-tre kørere inde i billedet, men feltet er i den mellemliggende periode snævret ind.

Haas F1 er ungt team og har brug for så meget erfaring med den nuværende F1-teknologi som muligt. De har ikke været videre imponeret af Esteban Gutierrez, som blev placeret hos teamet af motorleverandøren Ferrari.

Mexicaneren har scoret nul point mod Romain Grosjeans 29 point, og i holdets anden sæson ønskede amerikanerne at prøve en anden løsning.

Hverken Haas F1 eller Magnussens bagland har ønsket at kommentere udsigten til et kommende samarbejde mellem parterne. Aftalen forventes at falde helt på plads i forbindelse med Brasiliens Grand Prix, som køres i den kommende weekend.

Haas F1

Bag det amerikanske Formel 1-team står Gene Haas. Den 62-årige ingeniør skabte sin milliard-formue ved at designe og bygge CNC-drejebænke i sit firma Haas Automation. Grundlagde Nascar-holdet Haas CNC Racing, som i dag er fusioneret til Stewart-Haas Racing.

Haas ejer blandt andet en vindtunnel i North Carolina, som tidligere har været brugt af Formel 1-hold, og han havde oprindeligt planer om lade holdet have base i USA. Han blev rådet fra det og købte i stedet fallerede Marussias hovedkvarter i Banbury, som ligger mellem London og Birmingham tæt på Silverstone.

Teamet har indgået partnerskab med Ferrari om både levering af motor og teknisk assistance.

Kevin Magnussen var sidste år Haas F1’s andetvalg, men det lykkes teamet at lokke Romain Grosjean fra Lotus. Ferrari valgte den anden kører. Mexicaneren Esteban Gutierrez, som var reservekører hos italienerne i 2015 efter fyresedlen hos Sauber. Gutierrez har telemogulen Carlos Slim i ryggen, men hans nuværende aftale med Ferrari udløber efter denne sæson.

Se også: Kevin forrest i køen: Nu falder F1-brikkerne på plads

Formel 1 - 31. okt. 2016 - kl. 23:35 Forudser Kevin-stress: Her vil han få ro

Se også: Haas-teamchef: Vi taler med flere end Kevin

Se interview med Haas' teamchef fra Mexico:

Se også: Watt er ikke i tvivl: Sats på dette F1-sæde, Kevin!

Kevin Magnussen lader ikke til at mangle muligheder, hvis ikke han får en plads hos Renault. Foto: Jan Sommer Sport og Spil Kevins dilemma: Sådan er danskerens tankegang

100 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere