Magtbalancen er rykket: Haas jagter ’markant skridt’

- For mig er en tiendedel eller to tiendedele af et sekund et markant skridt, konstaterer Haas-teamchefen Günther Steiner

MONTMELO (Ekstra Bladet): Weekendens grandprix er scenen for de meget omtalte store opgraderinger, som alle holdene traditionelt medbringer til Formel 1-sæsonens første stop i Europa.

Fredagens træninger gav de første indikationer på, at magtbalancen både blandt topholdene og i det tætte felt er rykket en smule.

Men de viser samtidig, at Formel 1 er en sport, hvor en hver marginal tæller. For det kræver både et godt stopur og et skarpt øje at spotte ændringerne på bilerne, og hvad holdene betegner som større fremskridt. 

- For mig er en tiendedel eller to tiendedele af et sekund et markant skridt. Ingen af de opgraderinger er så store, at nogen kører et sekund hurtigere. Så gode er ingen længere, konstaterer Günther Steiner til Ekstra Bladet.

Det seneste grandprix i Rusland understreger, hvorfor 0,1 sekund betyder så meget i sporten.

- Når midterfeltet er så tæt, tæller hver tiendedel. I Rusland ville syv hundrededele af et sekund have betydet, at vi (Kevin Magnussen) var startet fra 11. pladsen i stedet for 14. pladsen.

Selv om et team som Haas har sine egne planer for at forbedre raceren, bliver der også skelet til, hvad de andre foretager sig.

- Aero-gutterne holder nøje øje med, hvad andre gør. Nogle gange er det første skridt til udvikling at se, hvilken retning andre går i. Alle holder øje med alle; den nemmeste måde at lave fremskridt er at kopiere andre. Og så skal man finde ud af, hvorvidt det vil passe på ens eget bil, konstaterer Haas-teamchefen.

 

Særligt i det første år af et nyt reglement foregår en rivende udvikling hele sæsonen. Romain Grosjean har et godt billede på, hvor meget bilerne ændrer sig.

- Jeg tror, at hvis du tager bilen, som holdt på pole-position i Melbourne med til Abu Dhabi i slutningen af sæsonen, så er jeg ikke sikker på, at den overhovedet ville kunne nå med i Q2 i kvalifikationen. Opgraderingerne i år bliver store, lyder franskmandens spådom.

Kevin Magnussen var rigtig tilfreds med følelsen i bilen i begyndelsen fredagens træninger, hvorefter den fuldstændigt forsvandt mod slutningen.

- Jeg synes ikke, jeg kunne mærke, at noget var anderledes, men det er ikke ensbetydende med, at opgraderingen ikke virker, sagde danskeren efterfølgende.

***

De så gode ud

Mercedes har medbragt både en stor aerodynamisk pakke og en opgraderet version af motoren, som i første omgang kun er til fabriksholdet. Det tyder på, at de har taget et stort skridt fremad - måske foran Ferrari.

Mercedes var 0,3-0,4 sekunder hurtigere end Ferrari under fredagens træninger. Foto: Jan Sommer
Mercedes var 0,3-0,4 sekunder hurtigere end Ferrari under fredagens træninger. Foto: Jan Sommer
 

Red Bull fik en skidt start på sæsonen og har satset stort på denne opgradering. Umiddelbart tyder det på, at den virker, og de har hentet på førende Ferrari og Mercedes.

Mercedes tyder på at have rykket en smule fra Ferrari med sin senere opdatering. Foto: Jan Sommer
Mercedes tyder på at have rykket en smule fra Ferrari med sin senere opdatering. Foto: Jan Sommer
 

Renault venter stadig på en opgradering af motoren, men lagde hurtigt ud i Spanien - for en gangs skyld med begge biler. Først efter tidtagning og løb kendes den sande fart.

Hos McLaren-Honda ser det stadig helt skidt ud. Foto: Jan Sommer
Hos McLaren-Honda ser det stadig helt skidt ud. Foto: Jan Sommer
 

Se også: Trods opdatering hos Magnussen: Den gode følelse forsvandt

Se også: Haas-duoens nye plan: Irriter chefen!

8 kommentarer
Vis kommentarer