McLaren gennemførte test uden sammenbrud

Store dele af tirsdagens Formel 1-test i Østrig blev ødelagt af regn - for McLaren lysnede det en anelse, da bilerne kom ud på banen

McLaren fik gennemført 77 omgange i tirsdagens test på Red Bull Ring. (Foto: Jan Sommer)
McLaren fik gennemført 77 omgange i tirsdagens test på Red Bull Ring. (Foto: Jan Sommer)

Gode nyheder for McLaren. Det lykkedes i tirsdagens testkørsler på Red Bull Ring i Østrig at få en bil ud at køre, uden at den efterfølgende skulle hentes af en kranvogn ...

Efter at formiddagens test var skyllet væk i en massiv regnbyge, så der alt i alt blot blev kørt to sølle omgange på banen, kom der gang i testen ved 14-tiden, hvorefter McLarens testkører Stoffel Vandoorne som den første trillede ud på banen.

Se også: Alonso skræmt over voldsomt crash

Derefter arbejdede alle holdene hårdt på at indhente det forsømte i en test, der blev forlænget med to timer indtil klokken 20.

Vandoorne var nogle timer inde i testen først tredjehurtigst og senere næsthurtigst blandt de ni kørere, der var på banen - det var, mens banen stadig var våd efter spredte småbyger.

Som banen tørrede op, og tiderne blev hurtigere, faldt McLaren-raceren igen tilbage til den tunge ende af feltet, hvor Vandoorne sluttede i 8. hurtigste tid.

En opmuntring for McLaren og motorleverandøren fra Honda har det dog utvivlsomt været, at det lykkedes for Vandoorne at gennemføre 77 omgange i løbet af dagens test. Omend Formel 1's officielle Twitter-profil senere nedjusterede det til 76 omgange.

Onsdag er det Fernando Alonso, der sidder bag rattet på McLaren-raceren, når der testes.

Hurtigst i tirsdagens test var ikke overraskende Mercedes-raceren, som havde 20-årige Pascal Wehrlein bag rattet.

For Ferrari var det knapt så opløftende en test, idet det italienske storhold for anden gang i Østrig-ugen fik en racer smadret, da den unge testkører Antonio Fuoco bragede ind i en dækbarriere.

Se også: Alonsos dom: Så langt bagefter er McLaren

I søndagens løb var det Kimi Räikkonen, der måtte stige ud af en smadret Ferrari, da han klippede Fernando Alonso og kørte dem begge ud i muren.

9 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere