McLaren-test ødelagt af elektriske problemer

Blot to testomgange blev det til for McLaren på banen i Abu Dhabi - store elektriske problemer forhindrede bilen i at komme rundt

Det blev blot til to omgange for McLarens nye Honda-bil på banen i Abu Dhabi. (Foto: McLaren)
Det blev blot til to omgange for McLarens nye Honda-bil på banen i Abu Dhabi. (Foto: McLaren)

McLaren havde forudset, at testen af det nye setup med Honda-motorer kunne give problemer - og det gjorde det.

På anden testdag onsdag kom den nye bil med den lidet mundrette modelbetegnelse MP4-29H/1X1 blot til at køre to gange rundt på Yas Marina-banen i Abu Dhabi.

Dermed kom der næsten ingen værdifulde telemetriske data i kassen, men alligevel betegner McLaren-boss Eric Boullier det langt fra som en fiasko.

- Selv om det ligner en vanskelig dag, så er det bare en del af den læreproces, vi forventede, da vi startede ud med dette testprogram.

- Det er meget nyttigt at opleve disse problemer inden jul, da det dermed tillader os bedre at forstå den meget komplekse integrering af motorenheden, alle de små dele og bilen.

- Og for at være helt ærlig, så vil jeg hellere løse problemerne her i Abu Dhabi end at opleve dem i Jerez til februar, siger Boullier til McLarens hjemmeside og henviser dermed til den næste test i Spanien.

Problemerne fortsætter for McLaren

Store elektriske problemer
Helt konkret var der problemer med batteri-enheden og brændstoftilførelsen på bilen. Testkører Stoffel Vandoorne var klar til at hoppe i bilen kl. 9, men på trods af tre timers forberedelse kom bilen ikke ud at køre.

Adskillige timer senere var bilen endelig klar, men på anden omgang lukkede bilen ganske enkelt af for det elektriske system, og Vandoorne fik som eneste af onsdagens testere ikke registreret en omgangstid.

Hamilton antyder: Drop Kevin, McLaren

På plussiden tæller dog, at McLaren og Honda nu formentlig har lært at 'tale sammen', og at den næste test på Jerez-banen derfor kan blive en succes.

- Denne test har helt sikkert været positiv for både McLaren og Honda. Det har været mange problemer, men vi har gjort fremskridt. Vi har også fået en storartet start på vores samarbejde - kommunikation og interaktion har været strålende, og man kan virkelig mærke den positive stemning fra garagen.

- De km, vi har tilbagelagt i denne omgang har ganske enkelt blot været en bonus, siger Eric Boullier.

Hurtigste mand onsdag var Mercedes-testkører Pascal Wehrlein, der var rundt i tiden. 1.42,624 minutter - men han kørte også 96 omgange.