Ferraris team-chef Sergio Marchionne har ved flere lejligheder truet med at trække det italienske hold ud af Formel 1, hvis de varslede ændringer i motorsportens fineste klasse går for vidt.
Og ifølge Mercedes' chef Toto Wolff gør ledelsen og kollegaer klogt i ikke at tirre Marchionne mere end højst nødvendigt.
- Lad være at provokere Sergio Marchionne. Jeg tror, at Formel 1 har mere brug for Ferrari, end Ferrari har brug for Formel 1, lyder det fra Wolff ifølge Autosport.com.
I den sammenhæng er det dog værd at notere sig, at også Mercedes har truet med at droppe Formel 1 på grund af de ændringer, som Formel 1-ejer, Liberty Media, vil gennemføre. Og den 'alliance' mellem de to rivaler kan naturligvis spille en rolle i forhold til Toto Wolffs udtalelser.
Ikke desto mindre så uddybede østrigeren, hvorfor man ikke bør lægge sig ud med Ferrari-chefen.
- Han har en forståelse og et overblik over, hvad DNA'et i Formel 1 skal repræsentere for Ferrari, og han er en type, der ikke finder sig i noget. Hvis han ikke kan se værdien for sit brand, så smutter han. Meget let - uden fortrydelser. Så man bør ikke lægge sig ud med ham, lyder advarslen fra Mercedes-chefen.
Artiklen fortsætter under billedet..
Du kan læse mere om ændringerne i Formel 1 her:
Formel 1 skal gøres vildere: Drastiske ændringer på vej
Nu bliver der skruet op for lyden: Nye F1-motorer afsløret
McLaren-boss ser ikke noget problem
En af dem, som advarslen er rettet mod, kan meget vel være McLarens Zak Brown, der, som Ekstra Bladet tidligere har skrevet, ikke frygter for, at de store forlader Formel 1.
- Jeg synes, at Liberty skal fokusere på, hvad der er bedst for sporten, og hvad der er bedst for fansene, har han tidligere sagt til Autosport.
- Hvis det betyder, at et team eller en producent ikke støtter det, så skal de være parate til at erkende, at de ikke kan gøre alle glade, siger Brown. Jeg vil hellere miste et team og erstatte det og have ti teams end at have et mesterskab, hvor der i realiteten kun er et eller to teams, lød det fra Brown.
Ferrari er det eneste bilmærke, der har været med siden første Formel 1-løb i 1950, mens en kører fra Mercedes er løbet med verdensmesterskabet de seneste fire sæsoner.
Afviser Kevins kritik: 'Det er barnligt'