SPIELBERG (Ekstra Bladet): Hvad der burde have været en sikker dobbeltsejr, kunne lige så nemt have endt i to udgåede biler.
Så tørt opsummerede Mercedes-teamchefen Toto Wolff den seneste offensiv i kørerkrigen mellem Lewis Hamilton og Nico Rosberg.
På sidste omgang af Østrigs Grand Prix kørte de to kamphaner og førende i VM-stillingen igen sammen. Lewis Hamilton var klart hurtigst og på de bedste dæk, da han forsøgte en overhaling på sidste omgang.
Nico Rosberg undlod at dreje ind i svinget og forårsagede kollision.
Tyskeren forklarede, at han var overrasket over teamkammeratens position, men den holding stod han alene med.
Efterfølgende var dommerne heller ikke tvivl. De idømte VM-etteren ti sekunders straf, to strafpoint på licensen plus en reprimande for at fortsætte i den svært beskadigede bil.
Men for Formel 1-fans kan der være mere drastiske konsekvenser i vente efter den anden kollision inden for fem løb.
- I Barcelona (hvor de kørte hinanden af i starten) var jeg mere rolig, for der havde vi haft 30 løb uden kollision. Det var tydeligt, at det måtte ske på et tidspunkt, men fra mit naive tankegang havde jeg forestillet mig, at de havde lært lektien, og det ikke ville ske igen, sagde Toto Wolff efterfølgende til et stort presseopbud i paddocken.
- Nu er det sket igen, så vi er nødt til at kigge på mulighederne. En mulighed er at låse den indbyrdes stilling på et tidspunkt i løbet, hvilket er upopulært og giver mig kvalme, for jeg vil gerne se dem køre ræs, siger Toto Wolff
- Vores kørere må gerne konkurrere, og vi stoler på dem, men vi ønsker ikke kolliderende teamkammerater, og det er noget, som skal stoppes!
Mercedes vil lade deres kørere køle af, før de tager en alvorsnak med dem.
Mercedes efter ny kollision: Vi ligner en flok idioter
Formel 1-stjernernes fruer: Fra playboy-model til den sky ungdomskæreste
Fans buhede af Hamilton på podiet:
Østrigsk drama: Kevin straffet og stort Mercedes-crash