Mercedes-krigen: Her er Hamiltons iskolde svar til Rosberg

Den nykårede verdensmester Lewis Hamilton har ikke behov for at skulle forsvare sin omdiskuterede overhaling af Nico Rosberg i weekendens grandprix

Lewis Hamilton blev verdensmester i weekenden, mens Nico Rosberg fik en ny andenplads til samlingen. (Foto: AP)
Lewis Hamilton blev verdensmester i weekenden, mens Nico Rosberg fik en ny andenplads til samlingen. (Foto: AP)

De lå side om side på den regnvåde asfalt ned mod første sving. Duellanter og teamkolleger. På en og samme tid.

Som det så ofte er sket i denne sæson, slap Lewis Hamilton bedst ud af tvekampen. Englænderen efterlod ingen plads til Nico Rosberg, der blev presset ud af banen og blev efterladt med et tab på flere placeringer.

Hamilton så sig ikke tilbage, vandt løbet på Circuit de Americas i sikker stil og hjemtog VM-titlen for andet år i træk. Men selv om Rosberg fulgte efter på andenpladsen og dermed lagde pres på Ferraris Sebastian Vettel i kampen om at blive næstbedst i den samlede stilling, var der ikke ubetinget fest i Mercedes-lejren.

For Rosberg var vred og skuffet over, at Hamilton havde trådt ved siden af og ageret imod reglerne. Det var i hvert fald det, der blev indikeret fra den tyske halvdel af Mercedes-duoen i kølvandet på grandprixet.

- Han var ekstremt aggressiv i starten. Vi ramte hinanden, eller for at være præcis så ramte han mig. Det var ikke acceptabelt, fortalte Rosberg, der arrigt returnerede den kasket, Hamilton havde kastet til ham forud for sejrsceremonien.

Se også: Rosberg forklarer vreden: Det var ligesom at spise klunker

Mercedes-bossen Toto Wolff bedyrede efterfølgende, at den dramatiske episode i begyndelsen af løbet ville blive taget op internt, og der skulle iværksættes en snak mellem de to kørere.

Står det til Hamilton, er der dog ingen grund til at sætte gang i sådan en diskussion. Den nykårede verdensmester mener således ikke, at han har gjort noget forkert. Hverken under eller efter søndagens dramatiske løb i Texas.

- Der er ingen grund til at snakke. Alle har ret til at have deres mening, men det har ingen betydning. Jeg vandt løbet, siger briten ifølge www.thisisf1.com.

Se den spøjse situation med kasket-angrebet her:

Tændt Rosberg
Lewis Hamilton nedtoner desuden den polemik, der er opstået på bagkant af kasket-episoden, hvor det var tydeligt, at Rosberg var vred og ikke ligefrem havde lyst til at dele podiet med Hamilton.

- Jeg tog de tre kasketter frem, og min var bagerst med nummer et på siden. Så smed jeg en (af de andre, red.) over til ham. Jeg sagde bogstavelig talt: 'den er til dig, kammerat', og så kom den tilbage imod mig, siger Hamilton.

- At være min holdkammerat, må være det værste. Når alt kommer til alt, er han (Rosberg, red.) skuffet over sig selv. Jeg har set Nico i mange forskellige situationer gennem årene, siger Hamilton.

- Kasketten blev kastet tilbage mod mig, og jeg tænkte bare 'intet problem'. Jeg lagde ikke mærke til det, men jeg forstår ham godt, lyder det fra Mercedes-køreren.

Hamilton kan nu se frem til en ekstra tændt kollega i de resterende tre løb af sæsonen. Rosberg har nemlig langt fra tænkt sig at lægge sig fladt ned, selv om verdensmesterskabet nu er afgjort. Det beskrev han i en klumme i tyske Bild Zeitung tidligere på ugen.

- Jeg skal bruge et par dage på at fordøje den bitre dag. Heldigvis har vi løbet i Mexico allerede på søndag. Jeg ser på det som et mini-VM på tre løb. Det vil jeg vinde, lyder det fra Rosberg.

Fik du set den dramatiske start? Her er årsagen til 'krigen' mellem Hamilton og Rosberg:

Bernie Ecclestone med sin 46 år yngre kone. Ecclestone er fyret som F1-boss og må nu nøjes med sine mange milliarder og unge kone. Foto:  ATP/WENN.com Sport og Spil Tæt på den vanvittige mand: Bernie Ecclestones ubegribelige liv

32 kommentarer
Vis kommentarer