Misser ufattelig milepæl

Valtteri Bottas stemplede ind i 2021-mesterskabet med årets første pole-position, så Lewis Hamilton må vente lidt endnu med at udbygge sin rekord

Se eller gense højdepunkterne fra kvalifikationen her.

Scenen var sat for Lewis Hamilton til at skrive endnu et stykke Formel 1-historie på en helt særlig dag, men karrierens pole-position nummer 100 må vente mindst en uge.

Det kunne ellers have været poetisk, hvis den ufattelige milepæl blev nået 1. maj - på Ayrton Sennas dødsdag - og så på Autodrómo Internacional do Algarve tæt på, hvor den brasilianske legende tilbragte meget af sin tid i Europa.

I stedet starter teamkammeraten Valtteri Bottas søndag på pole-position for første gang i år.

Pole-position nummer 100 er lige om hjørnet for Lewis Hamilton, men lørdag var Valtteri Bottas skarpest. Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix
Pole-position nummer 100 er lige om hjørnet for Lewis Hamilton, men lørdag var Valtteri Bottas skarpest. Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix
 

Red Bull har været det dominerende team i sæsonstarten, uden at det for alvor ses i resultaterne.

Max Verstappen og Sergio Pérez indtager anden startrække til Portugals Grand Prix. De havde som alle andre i feltet det svært med at finde greb på den forholdsvist glatte bane, hvor Pirelli tilmed har valgt temmelig hårde dæk.

Hollænderen satte kvalifikationens hurtigste tid, men den blev slettet, fordi han var uden for banens grænser.

Valtteri Bottas kan med en god start skimte sejren i Portimao. Mercedes har tilmed fordel af at starte løbet på medium-dæk. Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix
Valtteri Bottas kan med en god start skimte sejren i Portimao. Mercedes har tilmed fordel af at starte løbet på medium-dæk. Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix
 

Sebastian Vettel viste også lidt tænder efter en skuffende start på sæsonen. Tyskeren med de fire VM-titler nåede Q3 for første gang i denne sæson, mens teamkammeraten Lance Stroll til weekenden fik Aston Martins eneste opdatering og blev knockoutet i første runde.

Begge Ferrari nåede ind i top ti, og Alpines Esteban Ocon præsterede årets bedste med en sjetteplads.

For to uger siden nedkaldte George Russell sig Mercedes’ vrede, da den talentfulde brite i et voldsomt uheld sendte ham selv og Valtteri Bottas ud af løbet.

Lørdag var der oprejsning til det Mercedes-ejede talent, som med en 11. plads præsterede sin bedste tidtagning i sin tid hos Williams, hvor han i 40 forsøg endnu ikke har tabt en lørdag til en teamkammerat.

Daniel Ricciardo floppede i Portugal. Han starter 16'er med Lando Norris på syvendepladsen. Foto: PATRICIA DE MELO MOREIRA/Ritzau Scanpix
Daniel Ricciardo floppede i Portugal. Han starter 16'er med Lando Norris på syvendepladsen. Foto: PATRICIA DE MELO MOREIRA/Ritzau Scanpix
 

Haas-duoen skal bruge mirakler eller hjælp fra andre for ikke at starte hvert løb sidst i denne sæson.

De udeblev i Portugal.

For tredje lørdag i træk kørte Mick Schumacher og Nikita Mazepin de to langsomste tider med russeren et halvt sekund efter kollegaen.

Chokket først i kvalifikationen var imidlertid den tidlige exit for Daniel Ricciardo.

Australieren var over et sekund ringere end Lando Norris i Q1 og kvalificerede sig som nummer 16 i den McLaren-racer, som allerede har været på podiet i år.

Følg Portugals Grand Prix live på ekstrabladet.dk fra søndag klokken 16.

Kevin Magnussen afløser kæmper med sit omdømme; læs hvorfor alle hader Nikita Mazepin (+).