- Jeg tabte fatningen, konstaterede Günther Steiner ærligt, da Ekstra Bladet efter sidste sæson vendte 2019-sæsonens lavpunkt med Haas-teamchefen.
I fælleskab havde Romain Grosjean og Kevin Magnussen spoleret hinandens løb på første omgang af Storbritanniens Grand Prix på et tidspunkt af sæsonen, hvor teamet var helt i vildrede.
At kalde Günther Steiner rasende er en underdrivelse.
- Vi har to fucking idioter til at køre for os. Dette er ikke acceptabelt, og vi vil lave ændringer. Hvis det var min beslutning, ville jeg fyre dem begge, var teamchefens umiddelbare reaktion.
Fyreseddel lurede: - Jeg tabte fatningen
Dramaet på Silverstone er nemlig højdepunktet i Haas-afsnittet i anden sæson af Netflix’ populære Formel 1-dokumentar ‘Drive to Survive’. Kameraerne rullede, mikrofonerne var tændt, og nok så vigtigt har Haas godkendt episoden stort set uden censur.
Hvis du ikke vil kende flere detaljer og vente, indtil de ti nye afsnit bliver lagt på Netflix 28. februar, skal du stoppe med at læse, før det bliver endnu mere farverigt. Skideballen til kørerne er optaget og bliver gengivet lidt længere nede i artiklen.
Selv om både Mercedes og Ferrari efter første sæsons succes har valgt at deltage i de nye afsnit, stjæler Günther ‘Fucking’ Steiner showet, ligesom han gør det i sæson et.
Haas-teamet har ladet dokumentar-holdet komme tættere på end rivalerne, og den karismatiske teamchef kunne bære sin helt egen serie.
Hans tiårige datter fik ikke lov til at se første sæson, og hun er næppe blevet gammel nok til at høre hendes fars garage-engelsk i sæson to. Hos Netflix censurerer man ikke bandeord …
Christian Horner og Red Bull spiller igen en stor rolle. Det samme gør Carlos Sainz Jr. hos McLaren. Og så skal Mercedes have den ros, at selv om kameraerne var hos verdensmestrene i den weekend i Tyskland, hvor ALT gik galt for dem, får man stadig lov til at høre teamchef Toto Wolff bande løs på tysk.
Men intet stikker, hvad der ventede Grosjean og Magnussen efter deres crash på Silverstone.
Her er Günthers episke skideballe …
- Jeg har fucking fået nok af jer. I lader hele fucking teamet i stikken. Og mig. Som har beskyttet jer hele tiden. Jeg går ikke fucking ind i, hvem der har ret. Jeg gider ikke høre på ‘han gjorde det, han gjorde’, og alt det pikspilleri, tordnede teamchefen, efter døren til hans kontor var lukket.
- Gene bruger 100 fucking millioner (dollar) om året af sine egne penge og vil trække stikket og skuffe alle, fordi I er to fucking idioter.
- Jeg har ikke fucking mere at sige til jer, og hvis I ikke kan lide det, har jeg ikke brug for jer her. Kom ikke tilbage, tak!
Kørerne får ikke lov til at sige noget, men på vejen ud smækker Kevin Magnussen så hårdt med døren, at den går i stykker.
Den står Steiner IKKE model til.
Ekstra Bladet stod rent faktisk uden for Haas’ hospitality på dette tidspunkt og kunne se en arrig teamchef, som ikke kunne finde Magnussen, i stedet lade sin galde flyde over sin danske racerkørers assistent, hvilket man også hører bidder af i afsnittet.
Overvældende respons: Günther er et internet-hit
Kevin Magnussen havde det store smil på og kaldte det en ‘lille skideballe’, da Ekstra Bladet talte med ham om episoden.
Rent faktisk er han glad for, at det blev optaget og vist.
- Jeg synes, det er anderledes. Netflix får en helt anden adgang, end nogen andre nogensinde har fået. På en måde er det også fedt. Det var overraskende og deres fordel, at de gør noget, som ingen har gjort før og kommer helt ind bagved. Og får adgang til alt.
- Så man også ser de her ekstreme lavpunkter og får vores helt ærlige og ægte reaktioner. Det, synes jeg sgu, er forfriskende, siger Kevin Magnussen til Ekstra Bladet.
Hans forhold til Günther Steiner er lige så godt, som det altid har været, og teamchefen er blevet god igen. Det skete ret hurtigt, ligesom fyresedlerne blev aflyst efter en samtale med teamejer Gene Haas.
Afsnittet slutter dog med et alvorsord fra netop teamejeren, som var svært skuffet over 2019-sæsonens resultater, og endnu ikke har besluttet, hvorvidt Haas F1 Team fortsætter fra 2021.
- Hvad gør vi i fremtiden? Det er en meget, meget dyr sport. Hvis vi rent faktisk ender med at køre rundt nede bagved, er jeg ikke sikker på, at jeg vil være en del af det, siger Gene Haas.
HER KAN DU LÆSE, hvordan Günther Steiner tænker tilbage på den ophedede situation på Silverstone.
Tager røven på Haas-boss: Falsk Günther hitter
Kevin og Haas i ny Netflix-serie: - Nu ligner vi en flok pikspillere!