Nu er der nyt om Kevins straf

En straf til Kevin Magnussen betød, at han røg fra en niendeplads til en tiendeplads i weekendens grandprix

Kevin Magnussen har fået stor ros for sin kørsel under det ungarske grandprix. Her høstede danskeren sæsonens første VM-point. Foto: Darko Bandic/Ritzau Scanpix
Kevin Magnussen har fået stor ros for sin kørsel under det ungarske grandprix. Her høstede danskeren sæsonens første VM-point. Foto: Darko Bandic/Ritzau Scanpix

Formel 1-holdet Haas har ikke tænkt sig at appellere den straf, som dets to kørere blev tildelt efter søndagens grandprix i Ungarn.

Det oplyser Haas' pressechef, Stuart Morrison, til B.T.

Straffen betød, at Kevin Magnussen røg ned fra en niendeplads til en tiendeplads. Dermed måtte han nøjes med et enkelt VM-point frem for to.

Også holdkammeraten Romain Grosjean modtog en straf, hvilket sendte ham fra 15.-pladsen ned til 16.-pladsen.

Kevin Magnussen sikrede sig sæsonens første point efter et flot løb, hvor Haas satsede og valgte en anden type dæk end resten af feltet.

Det var en beslutning, der blev taget under opvarmningsopgangen før løbets start. Og det var netop kommunikation med holdet under den omgang, der kostede Magnussen og Grosjean en ti sekunders straf.

Beslutningen om at køre i pit og vælge andre dæk betød, at de to Haas-kørere indledte Ungarns Grand Prix sidst og næstsidst.

Det viste sig at være et fantastisk træk.

De øvrige biler hamrede i pit på skift for at få andre dæk på bilerne, og dermed katapulterede Haas-racerne frem i feltet. Her lå de på et tidspunkt nummer tre og fire, men de endte begge med at falde tilbage i feltet.

Magnussen har efterfølgende fået stor ros for sin kørsel.

- Der blev ikke begået nogen fejl, der var ingen nervøsitet, der blev ikke sat en fod forkert, og der blev ikke stillet nogen spørgsmål.

- Når det fungerer perfekt, så behøver man ikke sige noget. Man kan bare håbe på, at bilen ikke støder på problemer, siger Haas' italienske teamchef, Günther Steiner, til hjemmesiden The Race.

Den britiske stjerne Lewis Hamilton (Mercedes) vandt søndagens løb i overbevisende stil og overtog samtidig føringen i VM-stillingen.

81 kommentarer
Vis kommentarer