Jean Todt er et af få mennesker, der fra tid til anden får lov at besøge Michael Schumacher.
Det skete i sidste uge, og her kunne den tidligere Ferrari-boss og nuværende FIA-præsident ved selvsyn konstatere, at den syvdobbelte verdensmester ikke alene fortsat er i live, han arbejder også for det.
- Jeg så Michael sidste uge. Han kæmper, siger Jean Todt til nyhedsbureauet PA.
- Vi ved alle, at han var involveret i en uheldig skiulykke, der har givet ham en masse problemer. Men han har en fantastisk hustru ved sin side, han har sine børn, sine sygeplejersker, og vi kan kun ønske ham alt det bedste og ønske familien det bedste også, siger Todt.
- Jeg kan ikke gøre andet end at være der for dem, indtil jeg er i stand til at hjælpe dem, og så vil jeg gøre det, siger han.
Det nærmer sig syv år siden, den nu 51-årige Michael Schumacher forulykkede under en skiferie i Alperne. Han slog sit hoved mod en sten og lå en periode i koma, inden han kom hjem.
Siden har han ikke vist sig offentligt, og familien har sørget for at lukke helt af for offentligheden, hvorfor kun få oplysninger om hans ve og vel er sluppet ud.
Michael Schumacher vandt 91 løb i sin imponerende Formel 1-karriere. 72 af dem for Ferrari.
Lewis Hamilton er oppe på seks verdensmesterskaber, og Jean Todt er overbevist om, at briten overgår Schumachers rekord med tiden.
- Lewis vil slå alle Michaels rekorder, alene af den grund, at han er så talentfuld. Han er motiveret og kører for det bedste hold. Han har det bedste bil, den bedste motor. Så alle ingredienserne er der, siger Todt.
På hård prøve: - Vi improviserer
Magnussen overrasket: - Føltes okay
Perfekt timet: Dansk hattrick på sidste omgang