Ny sviner til Kevin: 'Beskidt som altid'

Sergio Perez var svært utilfreds med Kevin Magnussen kørsel under træningen før Belgiens Grand Prix

SPA (Ekstra Bladet): Kevin Magnussen kommer heller ikke på julekort med Force Indias Sergio Perez. Mexicaneren meldte sig under anden træning før Belgiens Grand Prix ind i klubben af kollegaer, som finder danskerens kørsel beskidt.  

Situationen opstod, da Haas’ dansker zigzagger langsomt ind for Sergio Perez, efter danskeren har været en tur af banen og efterfølgende overhaler.

- Magnussen er så beskidt. Altid, fnyser Nico Hülkenbergs tidligere teamkammerat.

Dommerne fandt dog ikke situationen spektakulær nok til at undersøge, hvad der rent faktisk skete.

Paradoksalt har både Kevin Magnussen og Haas-teamchef Günther Steiner gentagne gange i senere tid kritiseret både Lewis Hamilton og Carlos Sainz for det samme.

Anden træning var ellers ganske udramatisk; især de sidste 20-25 minutter hvor det regnede for meget til, at bilerne var på banen.

Lewis Hamilton toppede tiderne med Ferraris Kimi Räikkönen ikke langt fra sig.

Begge Haas-racere havde problemer med deres DRS-vinge i begyndelsen af sessionen. Da problemet var fikset, virkede de ikke synderligt skarpe.

Romain Grosjean var hurtigst med 13. bedste tid, mens Kevin Magnussen var 0,271 sekunder langsommere, hvilket rakte til 16. pladsen.

Begge Haas kører denne weekend med Brembo-bremser. Romain Grosjean foretrækker ellers de nye bremser fra CI, men kølingen på dem er stadig ikke, som den skal være.

Sagaen om den følsomme franskmand fortsætter, for det er ikke sådan, at teamet nu fortsætter med Brembo resten af sæson - i øvrigt Kevin Magnussens foretrukne løsning. 

- Nej, nej, det ville være alt for nemt. Vi kører Brembo her på grund af kølingen. Og så fortsætter vi med at udvikle på dem. Men de kommer tilbage, og vi prøver igen, siger teamchef Günther Steiner.

Spa er imidlertid en bane, som er nænsom ved bremserne og uden mange store bremsezoner, så Romain Grosjean skal næppe gå på kompromis med sin kørestil denne weekend.

Haas-kørerne har medbragt den seneste udgave af Ferrari-motoren til Belgien, men den bliver ikke benyttet under træning.

Der er masser af danskere på plads til det udsolgte grandprix i Belgien. Foto: Jan Sommer
Der er masser af danskere på plads til det udsolgte grandprix i Belgien. Foto: Jan Sommer
 

Anspændt øjeblik for Kevin: Det må bare ikke ske

Hård Kevin frustreret over F1-dommere: Jeg gør det igen

Flere muskler til Kevin: Får årets bedste opgradering

Den eneste guide, du har brug for: Sådan ser du Kevin i 2018