Nyt Haas-mysterium: - Det er ufatteligt

Haas-teamet er rundforvirrede efter endnu en tidtagning, hvor bilen opførte sig mere uforudsigeligt end en diva af værste slags

Bliv klogere på Hungaroring, hvor der køres grandprix denne weekend.

BUDAPEST (Ekstra Bladet): For to år siden kaldte Lewis Hamilton sin Mercedes for en diva, fordi den ikke altid opførte sig som forventet. Hvis man kan sige det om mesterskabsvindende bil, er der ingen ord for, hvad der foregår hos Haas i øjeblikket.

Romain Grosjean starter Ungarns Grand Prix som nummer ni og Kevin Magnussen som nummer 14, efter danskeren fik foræret en plads grundet gridstraf til Antonio Giovinazzi.

Det er der intet mærkeligt i. Måden, det skete på, var alligevel ufattelig. 

Franskmanden sidder for tredje løb i træk i Melbourne-udgaven af Haas-raceren, mens danskeren bruger den nyeste.

Et ændret skydække er tilsyneladende nok til at forvandle bilen fra en drøm til skrot. Romain Grosjean sneg sig kun igennem til Q2, fordi det var køligt, og den gamle udgave har det bedst i varmen.

På dette tidspunkt var kun Mercedes og Max Verstappen hurtigere end Kevin Magnussen. Solen fik mere magt til anden kval-runde, asfalttemperaturen steg, og pludselig var danskeren håbløs langsom.

- Det er ufatteligt. Melbourne-bilen kvalificerer sig som nier i sæsonens 12. løb, efter folk har introduceret opgraderinger, for jeg ved ikke hvor mange millioner. Samtidig har du en bil, som inden for ti minutter kører et sekund langsommere uden, at du har rørt ved den, siger Günther Steiner til Ekstra Bladet.

Foto: Andy Hone/Haas F1 Team
Foto: Andy Hone/Haas F1 Team
 

- Jeg har aldrig hørt om sådan en bil før. Og det er ikke, fordi der skete noget mærkeligt på banen. Det er så sporadisk og temperamentsfuldt. Plus det er svært at forklare til folk.

- Vi har lige siddet og talt om det en time, for det minder om, hvad der skete på Hockenheim, hvor Kevin i tredje træning kørte en tid, ingen vidste, hvor kom fra, siger teamchefen.

- Her var det endnu tættere. Vi lavede ingen ændringer på bilen. Vi taler 10-12 minutter og tre-fire grader. Det har formentlig med temperatur at gøre, men intet andet.

- Kevin sagde, at hans hurtige omgang i Q1 var nem. Og der var mere at hente. Han var klar til at presse den yderligere. Den kørte sig selv; sådan forklarede han det, men ti minutter senere var det en anden bil. Hvis vi kan løse det, er vi et godt sted. For potentialet er et sted derinde, siger Steiner.

Betonstøv på banen til den afsluttende træning, efter en F2-racer havde spildt olie, gav muligheder for spektakulære billeder. Foto: ATTILA KISBENEDEK/AFP/Ritzau Scanpix
Betonstøv på banen til den afsluttende træning, efter en F2-racer havde spildt olie, gav muligheder for spektakulære billeder. Foto: ATTILA KISBENEDEK/AFP/Ritzau Scanpix
 

Kevin Magnussen var nærmest apatisk, da Ekstra Bladet talte med ham. Hvilket ikke ligner danskeren.

- Det er hårdt. Når man kører fjerdebedste tid i Q1 og så ikke når ind i Q3. Hver gang man kører ud, skal man lære en ny bil at kende, og den var bogstaveligt talt et sekund langsommere fra andet forsøg i Q1 til det første i Q2. Jeg lavede ingen fejl, men fra første sving var der bare ikke noget greb.

Før løbet tør ingen hos Haas forvente noget.

- Racepace så ikke tosset ud, men jeg ved det virkelig ikke. Vi kørte tider, hvor jeg var et sekund hurtigere end Romain, og jeg er IKKE et sekund hurtigere end ham. Andre gange er jeg et halvt eller helt sekund langsommere. Variationen er så stor, at vi ingen chance har for en reel forudsigelse til løbet. Vi må bare håbe på det bedste …

Forrest satte Max Verstappens karrierens første pole-position, mens George Russell overraskede alle ved at sende sin Williams op på 16. pladsen væk fra bagerste startrække, hvor den plejer at holde.

Formel 1 - 3. aug. 2019 - kl. 16:10 Kindhest til Kevin: Kørte baglæns

Formel 1 - 2. aug. 2019 - kl. 06:51 Haas-bossens klare melding: Der er kun én løsning

Daniel Ricciardo står foran et retsligt slagsmål med sin tidligere manager. Foto: ANTON VAGANOV/Ritzau Scanpix Formel 1 - 30. jul. 2019 - kl. 19:46 Bitter strid om penge: Kræver 85 millioner af F1-stjerne

87 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere