Nyt liv i chok-teori om Alonso-ulykke

Teorien om, at et elektrisk chok fra Hondas hybrid-motor var årsag til Fernando Alonsos ulykke, bakkes nu op af flere eksperter

Fernando Alonso har muligvis fået elektrochok af motoren i sin McLaren-Honda-racer. Her flyves han væk efter ulykken (Foto: AP)

Med under en uge til Formel 1-sæsonen 2015 starter i Melbourne, efterlyser store dele af motorsports-verdenen stadig klarhed om årsagerne til det uheld, der sendte Fernando Alonso i sygesengen og Kevin Magnussen i førersædet af den ene af McLaren-holdets biler.

Teorierne om grunden til Alonsos ulykke har gået på alt fra midlertidlig iltmangel og besvimelse over voldsomme vindstød til elektrochok i hybrid-motoren. Fælles for spekulationerne er, at de har kunne få næring, fordi McLaren har spillet med lukkede kort og holdt fast på, at de har fortalt så meget, som de ved.

Se også: Formel 1-legende: Der er noget, der ikke stemmer

Men nu blæser den tidligere Formel 1-kører Patrick Tambay nyt liv i den måske mest kontroversielle af teorierne. Nemlig at ulykken skyldes, at Alonso fik stød på grund af en fejl i Hondas hybrid-motor.

- Jeg har lige været i Italien i tre dage, hvor jeg blev inviteret ud til Ferrari for at se deres nye bygninger. Alle derude snakkede om Fernando Alonsos ulykke, og alle kaldte det en elektrisk afladning. De er meget bekymrede for deres tidligere kører, siger Tambay til RMC Sport ifølge bilmagasinet Autoweek.

Elektrochok-teorien er kontroversiel, fordi den - hvis den viser sig at være sand - kan medføre, at de hold, der anvender motorer bygget på samme hybrid-teknologi som Hondas, vil trække sig fra Formel 1-sæsonen, indtil problemerne er udbedret. Og det vil sige alle holdene. Og sker dette inden Melbourne Grand Prix, vil det også betyde et farvel til Kevin Magnussens comeback.

Se også: Medie: Kevins F1-comeback i fare

Patrick Tambay får opbakning fra den italienske psykiater Antonio Picano, som især hæfter sig ved Alonsos symptomer efter ulykken.

- Hvad vi ved af historien om ulykken er mere end rigeligt til med sikkerhed at sige, at Alonso har de typiske symptomer på post-konvulsivt syndrom. Det er en forbigående støj i hjernen, som, efter den har været 'nulstillet' af et elektrochok, har brug for en vis pause for at genoptage sin funktion. Det er helt klart, at det, der skete for Alonso, kan ske for alle andre kørere når som helst., forklarer Picano til den italienske avis La Repubblica.

Fernando Alonso. (Foto: AP) Formel 1 - 7. mar. 2015 - kl. 11:19 McLaren afviser historie om Alonsos hukommelsestab

En amatør-video, som spanske Antena3 har offentliggjort, viser angiveligt, hvordan Alonsos bil havde en mystisk motor-lyd i forbindelse med ulykken. Det konkluderer det italienske magasin Autosprint.

Ifølge Autosprint har tidligere Formel 1-verdensmester Jacques Villeneuve også sin tvivl, om hvorvidt offentligheden har fået hele historien om ulykken.

- Det, der irriterer mig, er, at vi ikke har fået hele historien. Skulle det være vindens skyld?! Come on, det blæser altså også på Indianapolis, når man ræser afsted med 370 km/t. Nogle mener jo, det skulle være et elektrisk stød. Det kan jeg ikke kommentere på. Men hvis det var det, ville det betyde at ingen kan køre med de her motorer længere, siger Villeneuve.

Se også: Angriber Alonso: Hvor var respekten?

Også Gerhard Berger, der har været både kører, hold-ejer og official indenfor Formel 1, opfordrer Formel 1-myndighederne til at komme til bunds i sagen.

- Det er yderst vigtigt, at vi får klarhed over, om det var teknologien eller køreren, der var skyld i ulykken. Vi bliver nødt til at vide, hvad der skete. En person er kommet til skade, siger Berger til nyhedsbureauet APA.

47 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere