Opblødning i Mercedes-krig: Denne Monaco-episode skaber forsoning

Nico Rosberg lod Lewis Hamilton passere uden kamp under søndagens grandprix, hvilket fik Mercedes-konkurrenten til at rose den førende i VM-stillingen

Lewis Hamiltons Monaco-weekend endte på den bedst mulige måde. (Foto: Jan Sommer)
Lewis Hamiltons Monaco-weekend endte på den bedst mulige måde. (Foto: Jan Sommer)

De har haft deres ture. Eller nærmere uture. Lewis Hamilton og Nico Rosberg har længe været kendt som hovedrolleindehavere i det, der er blevet beskrevet som Mercedes-krigen.

For 14 dage siden kolliderede de to stjerner under stor dramatik  i Spaniens Grand Prix, men søndag eftermiddag var der forsoning at spore i Monaco.

Her var sammenstød således byttet ud med samarbejde, da Rosberg kort inde i løbet lod Hamilton overhale uden kamp.

Tyskeren følte sig ikke tilpas i sin Mercedes-racer, der på det tidspunkt led under lavt lufttryk i dækkene såvel som kolde bremser. Omvendt var der mere fart i Hamilton, der pressede på op mod casino-pladsen og altså fik fri passage.

Handlingen blev belønnet. Både med maksimumpoint og menneskelig påskønnelse. Lewis Hamilton endte som vinder af det kaotiske løb, og efterfølgende var han henne og lægge en arm omkring Rosberg.

- Jeg sagde tak for, at han havde været en gentleman. Vi har en aftale om at gøre sådan, hvis en teamkollega beder dig om at presse på, men du ikke er i stand til at gøre det og derfor bremser den andens chancer for at vinde løbet, siger Hamilton ifølge Sky Sports.

Den regerende verdensmester tog sin første sejr i sæsonen, da Red Bull-teamet lavede en brøler af rang og lod Daniel Ricciardo vente unødigt i pitten, da mekanikerne ikke var klar med dækkene.

Se Red Bull-bommerten, der fik Ricciardo til at rase her:

Klar var til gengæld Hamilton, der udnyttede situationen og vekslede en andenplads til karrierens anden Monaco-triumf.

- Jeg kom hertil med tanken om, at jeg skal gøre mig fortjent til sejren. Jeg vidste ikke, om jeg kunne vinde, men regnen åbnede et vindue på klem i forhold til den mulighed. Jeg var på grænsen hele vejen, siger Hamilton.

Sejren og de 25 point luner ekstra meget for briten i jagten på at genvinde verdensmesterskabet, da Rosberg havde en regulær off-day i fyrstedømmet.

Den førende i kørernes VM-regnskab endte på  7. pladsen og måtte lide den tort at blive overhalet af begge Force India-racere under løbet.

Rosberg kan dog glæde sig over, at han stadig er i spidsen af VM-tabellen med et forspring som nu er skrumpet til 24 point. Lewis Hamilton på andenpladsen er oppe på 82 point efter sejren i Monaco, mens Daniel Ricciardo fra Red Bull er nummer tre med 66 point.

Næste opgave for de herrer og resten af Formel 1-feltet bliver det canadiske grandprix, der afvikles i dagene 10.-12. juni.

Kevin Magnussen havde en sort dag i Monaco, hvor danskeren først blev påkørt og siden selv sendte sin Renault-racer i barrieren. (Foto: Jan Sommer) Formel 1 - 29. maj. 2016 - kl. 16:13 Kollision koster Kevin: Red Bull smider sejren efter grotesk fejl

Formel 1 - 30. maj. 2016 - kl. 09:54 Straffet for torpedering: Nu giver udskældt russer Kevin skylden

Se også: Påkørte Kevin i Monaco: Her er hans dom

9 kommentarer
Vis kommentarer