Søndagens Formel 1-grandprix på Mugello-banen i Toscana blev et af de mest dramatiske længe. En række sammenstød betød, at otte kørere måtte udgå, og to gange blev løbet suspenderet med rødt flag.
Det sidste er ikke sket i mere end fire år, og det betød, at løbet måtte genstartes to gange med en ny samlet start bag safety car, hvor bilerne havde positioner efter stillingen før rødt flag.
Ved den første genstart kørte flere racere sammen, og blandt andre Kevin Magnussen udgik.
I den sidste ende sejrede Lewis Hamilton for sjette gang i sæsonen, men Mercedes-køreren mente, at det havde være for farligt, da løbet blev genstartet, fordi lyset fra safety car blev slukket for sent.
- De forsøger tydeligvis at gøre det mere spændende, men man så i sidste ende, at folk blev udsat for fare, så måske bør man genoverveje det. Jeg synes, at det var en smule over grænsen, siger Lewis Hamilton.
- De er bestemt nødt til at tage højde for sikkerhedsaspektet, for i dag (søndag, red.) var det ikke særlig sikkert med genstart.
Red Bulls Alex Albon, der med sin tredjeplads tog sin første podieplacering, synes også, at det var for farligt.
- Baner som denne med lange strækninger vil altid være svære, men det kunne have været lavet bedre, siger Alex Albon.
Som en hyldest til Ferrari, der kørte grandprix nummer 1000, blev der kørt på Mugello-banen for første gang nogensinde.
Hamilton udbyggede sin samlede føring, så han nu har 190 point foran teamkammerat Valtteri Bottas, der på andenpladsen har 135 point.
Det næste grandprix i Rusland køres 27. september.
Husk at du kan chatte med verdensmester Mads Pedersen her på sitet kl. 16