På vej ud hos McLaren: Kevin all-in på Renault

Kevin Magnussen er på vej ud hos McLaren, efter teamet lod sin option på danskeren løbe ud

Se Ekstra Bladets sportsjournalist Jonas Hüttel vurdere, hvad Kevin Magnussens fremtid byder på

Man glemmer aldrig sin første kærlighed, men som de fleste med lidt livserfaring kan skrive under på, udvikler ungdommens lidenskabelige forhold sig sjældent til et vellykket ægteskab.

I Kevin Magnussens tilfælde har han i årevis satset på at bygge en fremtid med en engelsk overklassetøs på trods af, at hun en gang har afvist ham. Typen, der fortsat holder ham hen uden at have formatet til at tage en beslutning og bryde alle bånd.

Forholdet ser ud til at ende ulykkeligt - men med charme og den rette timing har den snart 23-årige dansker en hæderlig chance for hurtigt at komme oven på igen i selskab med en fransk skønhed ...

Midnat udløb McLarens option på Kevin Magnussens arbejdskraft i 2016. Han er fortsat på kontrakt med teamet som tredje- og reservekører, men fra 1. oktober er han fri til at skrive kontrakt med hvem som helst og i praksis på vej ud af holdet.

Hjemmebane-grandprixet blev en frustrerende affære for McLaren-Honda. (Foto: Allover) Formel 1 - 27. sep. 2015 - kl. 11:03 Åbenlyst kaos: McLaren-duo uenig med topchefen

Topchefen Ron Dennis kan stadig få brug for Kevin Magnussen til næste år, men har for travlt med at bringe orden på sit trængte team til at bekymre sig om sine talenter.

Siden Kevin Magnussen var en lille dreng, har hans drøm været at blive verdensmester i Formel 1 med McLaren. Formel 1 er imidlertid vigtigere end teamet, og Kevin Magnussen står foran det endelig brud. Enten ved at skrive under med et andet team eller i en anden serie. Endnu en sæson som reserve kommer ikke på tale.

Renault er førsteprioritet
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er Magnussen-lejrens førsteprioritet stadig Formel 1 i 2016. Men de er gået all-in på at sikre det hos det nye Renault-team, hvis det som ventet overtager økonomisk udfordrede Lotus.

Som en kilde udtrykker det har Kevin Magnussen ’fornuftige’ chancer for at køre for Renault næste år med Pastor Maldonado som team-kammerat. Danskeren er blandt en række kørere, teamet overvejer, efter Romain Grosjean har valgt at skifte Lotus ud med amerikanske Haas F1.

Om end han næppe er favorit til sædet.

Hans chancer afhænger i den grad af, hvilken økonomi teamet får skruet sammen til næste år. Endnu er det ikke afklaret, hvorvidt Lotus eller Renault tager en kører ind uden sponsorer, om end et rent Renault-fabrikshold i højere grad end Lotus er interesserede i de bedste tænkelige chaufførere til deres racer.

Se også: Saftige Suzuka-rygter: Button med Renault-kurs

Kevin Magnussen har sponsorer i ryggen, men selv hvis han kunne betale prisen, er han heller ikke meget for at betale for sædet. En gang betalingskører, altid betalingskører.

Udfordringen er, at Renault har underskrevet en hensigtserklæring om at købe aktiemajoriteten i Lotus og har fået 70 dage - eller til efter sæsonafslutningen i Abu Dhabi - til at blive enig om en aftale.

Så længe kan den unge dansker ikke vente.

Hans loyalitet mod McLaren kostede ham et år på bænken, og han skal køre ræs næste sæson. Venter han som i fjor på et Formel 1-sæde, der aldrig kommer, forsvinder de gode alternativer i andre serier.

Se også: Haas F1 har valgt kørere: Derfor blev det ikke Kevin

Den nye drøm: Reddet af Renault
Pastor Maldonado (t.v.) er bekræftet hos Enstone-teamet til næste år, mens Jean-Eric Vergne er bedste franske bud, efter Romain Grosjean er gået til Haas. (Foto: Jan Sommer)
Pastor Maldonado (t.v.) er bekræftet hos Enstone-teamet til næste år, mens Jean-Eric Vergne er bedste franske bud, efter Romain Grosjean er gået til Haas. (Foto: Jan Sommer)

Teamet fra Enstone har haft kontakt til Kevin Magnussen siden sensommeren og står uden deres oplagte førstekører, fordi Romain Grosjean er gået til amerikanske Haas F1. Lotus’ nuværende fredagskører Jolyon Palmer føler, at sædet er hans. Men kommer Renault ind, har de brug for erfaring ved siden af Pastor Maldonado, som kun er der, fordi teamet har brug for hans oliemillioner.

Den tidligere Toro Rosso-kører Jean-Eric Vergne er et oplagt valg. Fordi han er fransk, fordi han er Alain Prost-protegé, og den franske firedobbelte verdensmester forventes at få en rolle på et Renault-fabrikshold. Til gengæld skulle han ikke være Frankrigs nemmeste mand at samarbejde med.

Kevin Magnussen er under overvejelse, fordi han er hurtig og har teknisk forståelse. McLaren lægger vægt på, at den unge dansker i rå fart var 0,15 sekunder pr. omgang over for Jenson Button – Lewis Hamilton distance til Jenson Button var tilsvarende, da de kørte hos sammen. Samtidig har Kevin Magnussen forbedret sit arbejde med ingeniørerne betragteligt i sin sæson på bænken.

McLaren gør ingen indsats for at hjælpe sin reservekører videre, hvis de ikke selv kan bruge ham, men løbschefen Eric Boullier giver gerne på sit modersmål  sin ærlige vurdering af danskeren til Renault, og ham lytter de til. Fra 2010-2014 var Boullier teamchef for Lotus-Renault. Og franskmanden har høje tanker om Kevin Magnussen, selv om han ikke har en bil til ham.

Sikrer Renault samtidig 19-årige Esteban Ocon som reserve har de alligevel fransk islæt i kørestaben.

Det kan heller ikke afvises, at Stoffel Vandoornes kommer i spil. Belgierens teamchef hos ART Grand Prix, Frederic Vasseur er stor fan og favorit til stillingen som Renault-teamchef.

Langskuddet: Mirakel hos McLaren
McLaren-Hondas to stjernekørere gør sig vigtige i disse dage, men ender formentlig begge med at fortsætte næste år. (Foto: Jan Sommer)
McLaren-Hondas to stjernekørere gør sig vigtige i disse dage, men ender formentlig begge med at fortsætte næste år. (Foto: Jan Sommer)
 

Når alt støvet har lagt sig, ender det formentlig med, at Jenson Button og Fernando Alonso sidder i en langsom McLaren-Honda-racer næste år. Men begge stjernekørere er ifølge Ekstra Bladets oplysninger utilfredse med bilens ydelse og nok så vigtigt: De tror ikke på bedring over vinteren.

Derfor trækker det ud med en officiel bekræftelse. Topchefen Ron Dennis prøver lige nu at skabe ro efter en kaotisk weekend i Japan, hvor splittelsen i teamet var åbenlys, og begge kørere ydmygede bossen ved direkte at modsige ham i medierne.

Særligt Jenson Button har fuldstændig udspillet Ron Dennis i kampen om kontraktforlængelsen. 2009-verdensmesteren er villig til at stoppe karrieren, og derfor lykkes det ikke McLaren-ledelsen at gøre det til en sag om penge. Den britiske stjerne 'kaldte bluffet', og i stedet har McLaren-bestyrelsen meddelt, at de vil have ham til at fortsætte.

Selv om de nuværende kørere har kontrakt for næste år, indeholder de muligheden for tidlig pension. Og teamet frygter stadig, at Button eller mindre sandsynligt Alonso kan finde på at tage den udvej.

Åbner der sig en plads, går den til Kevin Magnussen eller Stoffel Vandoorne. Danskeren har en stor stjerne internt, mens Stoffel Vandoorne navn er varmt efter en imponerende sæson i GP2.

Nødudgangen: USA eller elbiler
Flere Formula E-teams har rettet henvendelse til Kevin Magnussen. (Foto: AP)
Flere Formula E-teams har rettet henvendelse til Kevin Magnussen. (Foto: AP)
 

Bliver der hverken plads hos Renault eller McLaren er det farvel til Formel 1. Det lille Manor-team har ganske vist åbne pladser, men har aldrig været på Kevin Magnussens radar eller inden for hans rækkevidde. Den unge dansker er blevet tilbudt pladser både hos teams i Indy Car og i eldrevne Formula E, men de er sat på standby, indtil mulighederne i Formel 1-er afklaret.

Formula E – hvor mange tidligere Formel 1-kørere holder til – begynder sin anden sæson sidst i oktober. Men her kan man også komme ind på et team i kun en halv sæson.

Danskeren skal have afklaring om sin fremtid inden for den næste måned. Også selv om drømmen er Formel 1, og hverken McLaren eller Renault har truffet beslutninger. I november forsvinder de gode alternativer.

For at bruge Kevin Magnussens egne ord: ’Hvis jeg venter på et Formel 1-team helt til december igen, og de 22. december siger, at der ikke er noget, står jeg til lort i knæene igen’.

50 kommentarer
Vis kommentarer