SHANGHAI (Ekstra Bladet): Drømmen for Renault var at flyve hjem fra Shanghai med sæsonens første point.
Men efter en problemfyldt weekend var de aldrig inden for rækkevidde. Kevin Magnussen fik sine forberedelser ødelagt af materiel-fejl og vådt vejr, mens teamkammeraten Jolyon Palmers formkurve siden Melbourne er dalende.
Briten fik aldrig det til at fungere i en skrækkelig weekend for ham i Shanghai.
Internt kørte Kevin Magnussen et overbevisende løb sammenlignet med sin rookie-kollega, men den 23-årige dansker var langt fra top ti.
Faktum var en 17. plads til Kevin Magnussen og en placering som nummer 22 og sjok til Jolyon Palmer – begge taget med en omgang af vinderen Nico Rosberg.
Se Ferrarierne støde sammen her
I første del af weekenden lignede Ferrari en seriøs udfordrer til Mercedes i Kina, men italienerne fik en forfærdelig start på løbet fra anden startrække, da Sebastian Vettel påkørte sin teamkammerat Kimi Räikkönen.
- Jeg ramte ham, jeg havde intet valg. Red Bull’en kom indefra som en galning, forklarede tyskeren over radioen og brokkede sig efterfølgende over, at russeren var på selvmordsmission.
Men ingen anmærkninger fra dommerne.
Lewis Hamilton skulle starte bagerst efter sine tekniske problemer i kvalifikationen, og i den forsvarende verdensmesters forsøg på at vinde positioner ødelagde han sin frontvinge.
Kaosstarten sendte Hamilton, Räikkönen samt Romain Grosjean i pit med det samme.
Til gengæld fik Daniel Ricciardo en drømmestart og rykkede forbi Nico Rosberg. Australieren fik ikke lov til at udfordre Mercedes ret længe, da han pludselig punkterede.
Her punkterer Ricciardo
Det var femte punktering i løbet af weekenden, hvor flere kørere havde klaget over for højt dæktryk fra Pirelli til det kinesiske løb.
En safetycar samlede feltet, og først da banen var ryddet, kunne løbet begynde at tage form.
Med et bord dækket til Nico Rosberg, som nu har vundet årets tre grandprixer (og seks i træk) og klart fører VM-stillingen.
I den første del af løbet lignede Daniil Kvyat et godt bud på en andenplads. Imidlertid viste Ferrari, at de er den nærmeste udfordrer til Mercedes.
Sebastian Vettel fik reddet den katastrofale start og overhalet den russiske ’selvmordspilot’, som fuldendte podiet.
Fra sin startposition som sidst kørte Lewis Hamilton en syvendeplads hjem – i en medtaget Mercedes efter hans kollision i begyndelsen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.