Pinlig Ferrari-fadæse: - Vi regnede forkert

- Man kan argumentere for, at som Ferrari er det en fejl, man ikke må lave, siger teamchefen, efter Charles Leclerc starter Monacos Grand Prix som 16’er

Jason Watt giver dig her tre grunde til at se Formel 1 i Monaco. Producer: Martin Lorentsen

MONACO (Ekstra Bladet): Han er opvokset lige bag start-mål-langsiden i Monaco. Legede med små røde biler som fireårig, mens Michael Schumacher dominerede gaderne under ham. Hans skolebus kørte samme rute som dele af Monacos Grand Prix.

Charles Leclerc glædede sig ubegribeligt meget til at køre sit første grandprix på hjemmebane for Ferrari, og så endte tidtagningen som en fiasko med endnu en tvivlsom beslutning fra Ferrari-strategerne.

Monegaskeren sad i sin Ferrari i garagen, mens de fleste andre rivaler på banen i slutningen af Q1 forbedrede deres tider. Han var hurtigst under tredje træning, men sluttede som 16’er kun foran Williams og Racing Point, hvor de 15 hurtigste gik videre til Q2.

- Jeg har behov for nogle forklaringer. Jeg spurgte, om de var sikre på, at vi var i sikkerhed, og de sagde: ‘Det tror vi’. Jeg spurgte, om vi ikke skulle køre ud igen. Det er svært at kapere. Det er skuffende at være ude i Q1 i en Ferrari, men endnu mere på hjemmebane, sagde Leclerc umiddelbart efter.

Charles Leclerc måtte skubbes tilbage til Ferrari-garagen efter en misset vejning, men havde tid til at køre endnu et forsøg i Q1. Foto: Boris Horvat/Pool via REUTERS/Ritzau Scanpix
Charles Leclerc måtte skubbes tilbage til Ferrari-garagen efter en misset vejning, men havde tid til at køre endnu et forsøg i Q1. Foto: Boris Horvat/Pool via REUTERS/Ritzau Scanpix
 

Lørdag aften indkaldte Ferrari til et ekstraordinært pressemøde for at forklare deres bommert; de havde regnet forkert.

- Det var ikke en god dag for os. Jeg tror, vi lavede en fejl. Det var en fejlbedømmelse. Vi regnede den såkaldte cut-off-tid forkert, sagde Ferrari-teamchef Mattia Binotto.

- Når den er beregnet, lægger vi som regel en margen på, så der er rum for nogle af de usikkerheder, der sker i en session.  

- For det første udviklede banen sig meget, og for det andet tog vi måske ikke højde for, hvordan kørerne bygger på deres selvtillid, når de kører rundt i Monaco.

- Man kan argumentere for, at som Ferrari er det en fejl, man ikke må lave, siger Binotto.

Som samtidig undskylder sig med, at de står i en situation, hvor de skal prøve at fange Mercedes i mesterskabet, hvilket kræver sats. Derfor ønskede de at gå videre fra Q1 med kun et sæt dæk. 

Mattia Binotto undskyldte på teamet vegne. Foto: BENOIT TESSIER/Ritzau Scanpix
Mattia Binotto undskyldte på teamet vegne. Foto: BENOIT TESSIER/Ritzau Scanpix
 

Den langsomste kører, der gik videre fra Q1 på et sæt dæk var Kevin Magnussen med 1.11,865 minutter. Charles Leclercs tid var kun 0,284 sekunder langsommere, men hele fem kørere adskilte dem. Så små er marginalerne i Monaco. 

Teamkammeraten Sebastian Vettel var også i problemer. Han kørte galt under tredje træning og fik ikke sat en konkurrencedygtig tid, så tyskeren var tvunget ud igen.

Foto: Andy Hone/Haas F1 Team Sport og Spil - Jeg vinder sgu nok det her

Ferrari-bossen benægter, at de fejlede, fordi al fokus var på Vettel.

- Nej, nej, slet ikke. Vi har to teams, en per kører, så ingen kompromisser. Bundgrænsen var den samme for begge kørere. I den ene side (Vettel) skulle vi ud og i den anden … Charles spurgte fra sit cockpit, om vi skulle køre ud. Han følte, det var for marginalt, og vi var i risiko. 

- Vi svarede nej, vi har data, og vi tror, tiden var god nok. Det var den ikke.

Formel 1 - 26. maj. 2019 - kl. 07:07 Hidsig Haas-boss: - Jeg fatter det ikke

Formel 1 - 25. maj. 2019 - kl. 20:23 Kevin i ekstase: Denne gang er HELT speciel

Formel 1 - 25. maj. 2019 - kl. 13:05 Ferrari-flop: Smadrer racer før kval

23 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere