Punkt for punkt: Derfor er McLaren-bilen så langsom

MP4-30-raceren mangler 70 hestekræfter i forhold til Mercedes, men halter også på andre områder

Honda-motoren er langt fra det eneste problem med McLaren-raceren. (Foto:  LA/McLaren)
Honda-motoren er langt fra det eneste problem med McLaren-raceren. (Foto: LA/McLaren)

Vi har et bjerg at bestige, gentager McLaren-Honda igen og igen, når de skal beskrive den enorme udfordring, det er at genrejse Formel 1-teamet til fordums storhed.

Hvor højt bjerget er, gør den spanske sportsavis AS rede for i tirsdagens udgave og sætter samtidigt nogle tal på.

Alene i rå motorkraft mangler Honda-motoreren 70 hestekræfter i forhold til konkurrenterne - og 20 km/t. på langsiderne. Hvilket er en af grundene til, at Fernando Alonso ligner en 'amatør', som han sagde i Montreal.

- Det aktuelle effekt-underskud mellem Honda-motoren og resten er enorm. Der er omkring 70 hk op til Ferrari og Mercedes samt 40 hk op til Renault, skriver sportsavisen.

Se også: Watt: McLaren-Honda på vej mod eksplosion

BBC mener sågar, der er tale om 'mindst 75 hk'. Til sammenligning kører mange gadebiler rundt med samme mængde muskler, mens Mercedes og Ferrari-racerne i 2015 nærmer sig 900 hk.

Efter sigende, for den slags skilter man ikke med.

Før McLaren-Honda slår andre end lilleputten Manor, skal den forbedres på mange områder end bare motorkraften.

Kørerne betragter allerede 2015 som et slags test-år uden chance for podie-placeringer.

Se også: Redningsplan iværksat: McLaren skubber til Honda

Batteri-systemet:
Honda har masser af erfaring med hybridsystemer, men det har været svært at få øje på, når man kigger på deres Formel 1-motor. I de nye V6-hybridmotorer bidrager det såkaldte ERS-system - hvor varme fra turbo, bremser og udstødning forvandles til batteri-kraft - med over 150 hestekræfter til den samlede pakke. Bare ikke hos McLaren-Honda. Udover selve benzin-motoren er der også plads til forbedring i el-systemet.

Benzin-forbruget:
I moderne Formel 1 må der kun bruges 100 kg brændstof til et løb, og så dur det ikke, når motoren er mere tørstig end konkurrenternes. Fernando Alonso havde i søndagens grandprix en ophedet diskussion over radioen om benzinforbruget og valgte at ignorere pittens påbud. Inden han igen udgik.

Pålideligheden:
Forsæsonens test blev hovedsageligt tilbragt med at fikse problemer i garagen. Da Kevin Magnussen afløste Fernando Alonso i Australien, fik den unge dansker en forsmag på, hvad der ventede. MP4-30'eren stod af på vej til starten ... I Canada til sæsonens syvende løb tog Button hul på sin femte motor - teknisk set skulle fire holde til en hel sæson. Briten har gennemført fire løb ud af syv mulige - Alonso kun to.

Undervognen:
McLaren har ansvaret for hele undervognen - chassiset som det hedder på engelsk. Selv om ingeniøren Peter Podromou er hentet hos Red Bull, matcher undervognen og bilens aerodynamik heller ikke Mercedes. I Monaco konstaterede Alonso, at de dele heller ikke fungerede så godt som ventet. Teamet lover dog (igen-igen), at der er store forbedringer i vente hen over de kommende løb og inden sommerpausen.

Dæk:
Dækkenes holdbarhed spiller en stor rolle i nutidens Formel 1. Når man ikke gennemfører, kan det selvfølgelig være ligegyldigt, men hvis man vil vinde, er det en god idé, hvis raceren er nænsom ved gummiet. Også her halter McLaren efter.

15 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere