Reagerer på rivalernes store Haas-hyldest: 'Kald mig bare skør'

Trods fornemme testresultater og store roser fra konkurrenterne lader Haas-teamet og Kevin Magnussen sig ikke rive med af stemningen

Haas-teamchef Günther Steiner ses her med Kevin Magnussen i sidste sæson. De to får også selskab af hinanden i 2018  - og det går løs med første grandprix i sæsonen i weekenden. Arkivfoto: All Over
Haas-teamchef Günther Steiner ses her med Kevin Magnussen i sidste sæson. De to får også selskab af hinanden i 2018 - og det går løs med første grandprix i sæsonen i weekenden. Arkivfoto: All Over

MELBOURNE (Ekstra Bladet): Gene Haas er en sand entreprenør, og skøre Günther ved, hvad han laver, konstaterede Mercedes’ teamchef Toto Wolff forleden, da han udnævnte Haas F1 Team som 2018-sæsonens foreløbige overraskelse.

Bemærkningen tager Kevin Magnussens chef som et kompliment.

- Toto og jeg har et godt forhold. Vi gør ting lidt anderledes her, og derfor synes de, at vi er lidt skøre. Jeg tror, det var ment positivt, siger Günther Steiner, inden han slår en latter op:

- Og jeg vil hellere kaldes skør end dum!

Men han er ikke skør nok til at lade sig rive med af alle de pæne ord fra både rivaler og store udenlandske medier, som udnævner Haas til ligge forrest i gruppen efter de tre ubestridte topteams.

- Det er flatterende, men vi er realister og forsigtige optimister. Vi håber, at vi ligger der, siger Günther Steiner.

- Vi sætter os ikke under pres på grund af testresultater. Det gør ingen i vores organisation. Vi ved, at det kræver meget for at nå de resultater, som tilsyneladende er inden for rækkevidde.

- Intet er afgjort endnu. Indtil lørdag har vi intet opnået. Ja, vi var gode til test. Tillykke. Men det får man hverken point eller trofæer ud af.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Kevin Magnussen og Haas leverede lovende testresultater i Barcelona tidligere på måneden. Foto: Jan Sommer
Kevin Magnussen og Haas leverede lovende testresultater i Barcelona tidligere på måneden. Foto: Jan Sommer
 

Ventetiden er endelig ved at være ovre. Det er torsdag i Melbourne og tid til den traditionelle dag i selskab med verdens medier, før løbsweekenden for alvor indledes med fredagens træninger.

Haas-kørernes bemærkelsesværdige hurtige omgange under vintertest i Barcelona er et gennemgående tema til de forskellige briefinger. Om end samtlige udsagn bliver efterfulgt med samme forbehold: Vent med endelige konklusioner, indtil der har været noget på spil.

- Jeg håber, at McLaren og Renault bliver vores konkurrenter. Det ville være en rar position at befinde sig i. Vi har en god plan på plads, men jeg ved ikke, hvad de andre laver, siger Haas-teamchefen.

Han nedtoner forventningerne, men vil heller ikke afskrive en overraskelse, blot fordi de større teams på papiret burde være bedre.

- En masse penge betyder ikke altid resultater. 10-20 millioner dollar brugt på opdateringer giver ikke automatisk gevinst i aerodynamisk effektivitet. Vi har en god plan på plads i forhold til os selv, hvor vi medbringer flere og bedre opgraderinger end sidste år. Fordi vi er modnet som team, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Arkivfoto: Jan Sommer
Arkivfoto: Jan Sommer
 

Kevin Magnussens medie-session er også bedre besøgt efter de fornemme testtider. Hverken på engelsk eller dansk lader han sig rive med af stemningen.

- Vi holder 100 procent benene på jorden og går til opgaven professionelt og lader os ikke distrahere af de forventninger, der er til de omgangstider, som blev sat til testen. Vi ved alle sammen godt, at det er umuligt analysere alt for meget på dem, fordi folk ikke kører på samme dæk og med samme mængder benzin på bilen. Vi er realistiske omkring vores mål og forventninger, siger han til Ekstra Bladet.

- Test var lidt kompliceret på grund af den nye overflade i Barcelona, så sammenligninger med tidligere år er svært. Fordi uanset hvad vil bilen føles anderledes på grund af belægningen. Så du ved ikke, hvor meget skyldes banen, og hvor meget skyldes bilen. Men det var helt sikkert ikke en dårlig fornemmelse. Jeg tror, banen er blevet bedre, men følelsen er, at vi har forbedret vores bil.

- Jeg tror stadig, at det bliver en tæt kamp mellem Renault og McLaren, formentlig stadig Force India, Toro Rosso, svært at sige hvor Williams er, men de finder nok vej på et tidspunkt og så forhåbentlig os, siger danskeren.

Før de første træninger forventer Haas, at seks hold ligger inden for et halvt sekund af hinanden med kun Sauber som agterlanterne.

Haas-teamchef Günther Steiner er optimist og realist på en og samme tid - inden det går løs i Melbourne. Arkivfoto: Jan Sommer
Haas-teamchef Günther Steiner er optimist og realist på en og samme tid - inden det går løs i Melbourne. Arkivfoto: Jan Sommer
 

Se også: F1-prygelknabe overrasker: Kan tage fusen på McLaren

Se også: 'Jeg kører ikke Formel 1 for at få venner: Jeg vil være hårdere i år'

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere