Et enkelt år i Formel 1. Det var den samlede erfaring, Renaults kørerbesætning kunne præsentere forud for begyndelsen af denne sæson.
Kevin Magnussen, der før sit Formel 1-comeback kun havde gennemført 19 løb for McLaren-Honda i 2014, og rookien Jolyon Palmer er på den led ikke ligefrem den mest rutinerede duo i paddocken.
Men de to herrer er de rigtige for storsatsende Renault, når vurderingen kommer fra holdets løbsdirektør Frédéric Vasseur.
Det bedyrer den franske boss i et interview med formula1.com, hvor der bliver stillet spørgsmålstegn ved valget af den unge duo set i det lys, at Renault gør comeback med enorme ambitioner og snakker om at kæmpe med om VM-titlen allerede i 2019.
- Da kørerne blev valgt, var fokus allerede på 2018 og2019. Det gælder i forhold til raceren såvel som i forhold til kørerne. Vi skulle finde ham, der kunne blive verdensmester i 2019. Ikke en, der blev det i 2010, siger Vasseur.
- Hvis du ser på alle fortidens succeshistorier, var de altid baseret på kørere (der blev bygget op, red.). Renault og Fernando Alonso, Ferrari og Michael Schumacher, Red Bull Racing og Sebastian Vettel. Så vi forsøger at bygge holdet op på kørere. Det er en investering. Akkurat ligesom arbejdet med vindtunnelen eller motoren, siger Renault-chefen.
Kontant melding fra Renault-boss: Det skal vi have lavet om på
Og står det til Vasseur kommer investeringen i 23-årige Magnussen og den to år ældre Palmer til at give afkast på sigt. Renaults franske frontfigur forudser, at duoen udgør en lille del af en smal skare af sportens nuværende talenter, som vil være i stand til at vinde VM-titlen i 2019.
- Jeg ser nogle stykker af de unge, som kan gøre det. Max Verstappen (Red Bull) er nok en af dem. Esteban Ocon (test- og reservekører hos Renault, på kontrakt hos Mercedes). Kevin (Magnussen) gjorde et rigtig godt stykke arbejde i Formel Renault 3,5-serien, hvor han endte foran Stoffel Vandoorne (McLaren), siger Vasseur, som altså også fremhæver danskerens nuværende konkurrent og kollega.
- Jolyon Palmer vandt GP2-titlen foran Vandoorne, og jeg rangerer Stoffel rigtig højt. Mit gæt er, at alle fem vil være store navne i fremtiden, lyder det det fra Renault-bossen.
Han var ikke selv med til at udpege hverken Magnussen eller Palmer, og på spørgsmålet om, hvorvidt Vasseur havde foretaget det samme valg, som Renault besluttede sig for, fortæller den franske boss:
- Det er ikke spørgsmålet. Vi har stadig behov for få styr på det tekniske (ved bilen, red.). Det er bekvemt at have to unge kørere på holdet. De ønsker at vokse med os. Hvis vi havde to verdensmestre, ville det være mere vanskeligt, siger Vasseur.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.