BARCELONA (Ekstra Bladet): I løbet af sæsonen vil efter planen mindst fem forskellige kørere køre fri træning eller teste for Renaults Formel 1-team.
Kevin Magnussen og Jolyon Palmer må skiftes til at udlåne deres racere i den tidligere fredagstræning før løb.
Ingen af dem har fået en decideret forklaring hvorfor, siger de; men de har så næppe spurgt ind til brugen af fredagskørerne, for grunden er ingen statshemmelighed.
Renault har store ambitioner med deres tilbagevenden som fabriksteam i Formel 1, og de er i gang med at opbygge et team i stand til at vinde verdensmesterskabet. Udover en ordentlig bil og motor skal den også føres i mål.
Så sportschefen Frederic Vasseur er på udkig efter et slagkraftigt hold af kørere. Derfor så man Sergej Sirotkin i bilen i Sochi, Esteban Ocon fik debut i Barcelona, ligesom canadieren Nicholas Latifi er lovet mindst en session i år.
- Det er vigtigt for os at se på kørersituationen, selv om vi er tilfredse med, hvad vores nuværende kørere har leveret hidtil. Men det er også vigtigt at se, hvilke muligheder der er i andre serier, siger Frederic Vasseur til Ekstra Bladet.
- I vores mellemlange plan skal vi også opbygge på kørersiden. Det er vores strategi, for hvis du kigger på fortiden, er alle succeshistorierne baseret på unge kørere. Vi skal tage hensyn til, at det er et nøgleområde.
Franskmanden har tidligere gennem ART Grand Prix opfostret mange af Formel 1’s største stjerner. Han mener ikke, at det går ud over Kevin Magnussen og Jolyon Palmers præstationer, at de fra tid til anden skal tilbringe en træning i garagen.
- Det betyder ikke det store at bede vores kørere om at lade andre køre deres bil i tre-fire FP1-sessioner henover året. Se på det på denne måde. Kevin præsterede teamets bedste resultat, da han ikke deltog i FP1!
- Formentlig er det for hårdt at bede dem om at sidde ude i Monaco, Singapore, Baku og den slags løb, hvor både teamet og de skal lære mere om banen.
- Men for at være helt ærlig: Når du kommer til Barcelona, hvor man om vinteren har kørt to uger i træk, gør nogle omgange om fredagen ingen forskel. Med mindre vejrudsigten er ustabil, og så lader vi dem komme til, siger Vasseur.
Særligt Esteban Ocon er ved at blive formet til en af fremtidens Formel 1-stjerner. Rollen som fredagskører betyder, at han kan skippe GP2-serien og er klar til Formel 1 allerede fra næste år. Hvis der er et ledigt sæde.
- Han kører DTM (tyske standardvogne, red.), nogle fredage for os, test samt test for Mercedes. Han vil have tilpas erfaring, men vi beslutter senere, om han er den rigtige. Det står endnu ikke klart.
- Helt ærligt: I dag er jeg fuldt fokuseret på mine gutter, og når tiden er inde, diskuterer vi fremtiden. Jeg skal også give dem muligheden for at vise sig frem og for teamet til at evaluere dem. For det handler ikke kun om deres fart. Vi skal også fornemme om de passer ind med holdets ånd, siger Vasseur.
Kevin-kollega undrer sig over fyringsrygter: Hvor kommer det fra?
Præsentationen af den pengestærke Sergej Sirotkin kom som en overraskelse for mange. Russeren kører rugeklassen GP2, som han skal have hovedfokus på udover sin rolle som Renault-testkører.
- Hvis Sirotkin vinder GP2, har han så en chance for et sæde næste år?
- Helt sikkert, hvis han vinder GP2, for alle har en chance. Igen, ‘Kev' og ‘Jol’ har hidtil gjort det godt. Men mit job er at kigge på hele systemet.
- I sidste ende: Hvis jeg er overbevist om, at vi skal skifte en kører, er det vigtigt for mig at vide, at jeg har gjort hele forarbejdet. Det vil være bedst for alle, siger Renault-sportschefen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.