MONACO (Ekstra Bladet): I slutningen af sidste sæson var forholdet mellem Renault og Red Bull på lavpunktet.
De sejrsvante østrigere var dybt skuffede over motorens ydeevne og indgik kun en aftale for 2016 af nød, mens B-holdet Toro Rosso skiftede til Ferraris 2015-motor.
Forbedringer i løbet af vinteren og senest under test i Barcelona har gjort, at parterne søndag i Monaco kunne præsentere en ny toårig aftale - gældende for både Red Bull og Toro Rosso.
- Efter den rekonstruktion Renault har gennemført, er der gjort klare fremskridt, hvilket gør det logisk at fortsætte med den TAG Heuer-mærkede motor, siger Christian Horner, teamchef for Red Bull.
Reelt havde de heller ikke andre muligheder.
Mercedes leverer i forvejen til det maksimale antal hold, og Ferrari har næppe lyst til at sætte deres motor i Red Bulls glimrende chassis.
Honda var alternativet, men her har McLaren veto i forhold til partnere.
På Red Bulls foranledning fik Renault sidste år assistance af tuningsspecialisten Ilmor. Motoren, som Renaults eget fabrikshold kører med, er imidlertid identisk med den, som kunderne benytter.
Toro Rosso kørte senest med Renault i 2014 og 2015.
Hurtigere racer til Kevin: Sådan gør ny motor for alvor forskel
Nye Formel 1-regler på plads: Mere magt til køreren
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.