Satser alt på Haas

Før Kevin Magnussen kan begynde at tænke på sin egen fremtid i Formel 1, skal Gene Haas endegyldigt beslutte, hvorvidt teamet fortsætter fem år endnu

Begge Haas-køreres kontrakter udløber efter denne sæson. Hvorvidt de fortsætter afhænger først og fremmest af, om selve Haas-teamet eksisterer i 2021. Foto: Andy Hone/Haas F1 Team
Begge Haas-køreres kontrakter udløber efter denne sæson. Hvorvidt de fortsætter afhænger først og fremmest af, om selve Haas-teamet eksisterer i 2021. Foto: Andy Hone/Haas F1 Team

Missionen for Kevin Magnussen i den komprimerede 2020-sæson er for tredje sæson i træk at dominere sin teamkammerat. Siden danskeren tiltrådte hos Haas har han scoret 95 point mod Romain Grosjeans 73.

På banen skal han gøre det til en formalitet, at Günther Steiner og Gene Haas udnytter optionen til 2021-sæsonen.

Men det risikerer på at være skønne spildte kræfter, HVIS Gene Haas trækker stikket på teamet.

Teamchef Günther Steiner indikerer, at det amerikanske F1-projekt fortsætter, men før der er underskrevet en ny femårig kommerciel aftale, er det bare ord.  

Derfor har Kevin Magnussen heller ikke talt kontrakt med sine chefer.

- Lige nu har de været sindssygt fokuseret på bare at komme igennem den her krise. Der er ingen grund til at tale fremtid endnu. Vi har ikke engang været ude at køre, siger danskeren til Ekstra Bladet. 

Normalt taler man kontrakt henover sommeren med en beslutning i august. Men der er ikke noget normalt ved 2020 og Formel 1 midt i en pandemi.

Køreplanen for både Haas-teamets og Kevin Magnussens fremtid i Formel 1 er, at man får startet sæsonen og forhåbentlig med lidt resultater. Herefter kan danskeren begynde at tænke på sin egen fremtid.

- Der er mange ting, der skal på plads først.

- Det vigtige er ikke, hvem der skal køre bilerne; det er, at bilerne skal køre, siger Magnussen og understreger dermed situationens alvor for det lille team.

Se også: F1-zarens stinker: Datteren mangler format

Se også: F1-kørere risikerer karantæne

Coronapandemien har også udskudt introduktionen af de nye biler til 2022. Det er danskerens altoverskyggende mål stadig at være i sporten til den tid. 

 - Jeg vil gerne være en del af de nye regler og æra af Formel 1, hvor jeg tror, at det bliver mere tæt mellem teamsene og chancen for at vinde et racerløb eller komme på podiet i en Haas eller et lille team bliver større, siger han.

- Hvis Haas bliver, vil du så prøve at forhandle en ny længere kontrakt?

- Det kunne man sagtens forestille sig, men vi er der ikke endnu. Nu kommer vi ud at køre, og så får vi at se, hvordan det går. Jeg håber på, at teamet forpligter sig til fremtiden i Formel 1 og så tager vi den fra. Nu skal vi bare i gang!

Formel 1-sæsonen begynder i juli med løb i Østrig 5. og 12. juli, før turen går Budapest 19. juli. Der er foreløbigt planlagt otte grandprixer indtil 6. september.

Her kan du blive klogere på, hvordan resten af 'silly season' i 2020 vil udspille sig (+), og denne artikel fokuserer på hvorfor det var alt andet end resultaterne på banen, der gjorde, at Ferrari valgte Carlos Sainz uden at tage Kevin Magnussen under overvejelse (+).

24 kommentarer
Vis kommentarer