Schumacher deler rørende minder

Mick Schumacher fortæller om sin fars reaktion, da han som barn fortalte om ambitionerne som racerkører

Mick Schumacher kan tydeligt huske dagen, hvor han fortalte sin far, at han ville være seriøs recerkører. Foto: Haas F1 Team
Mick Schumacher kan tydeligt huske dagen, hvor han fortalte sin far, at han ville være seriøs recerkører. Foto: Haas F1 Team

Mick Schumacher er ikke en helt almindelig Formel 1-kører i gang med sin første sæson i motorsportens kongeklasse.

Som søn af den syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher har forventningerne altid været kolossale. Og efter farens skiulykke tilbage i 2013, hvor han fik slemme hovedskader og ikke siden har vist sig offentligt, har mediebevågenheden kun taget til.

Spørgsmålene ind til forholdet med faren kommer altid til den 22-årige tysker, og i et interview med den italienske sportsavis Gazzetta dello Sport løfter han nu selv lyset for, hvordan hans forældre reagerede, da han første gang fortalte, at han ville være racerkører som sin far:.

- Jeg var sammen med min far - jeg husker det tydeligt. Vi var i Kerpen på gokartbanen. Vi sludrede, og han spurgte mig, om jeg overvejede racingen som en simpel hobby eller som en seriøs ting.

- Det var helt klart: For mig var det seriøst. Han og min mor støttede mig i det valg, siger Mick Schumacher.

Michael Schumacher havde godt styr på vejen til succes - og han forsøgte gennem et simpelt råd at give lidt videre til sin søn Mick. Foto: Max Rossi/Reuters/Ritzau Scanpix
Michael Schumacher havde godt styr på vejen til succes - og han forsøgte gennem et simpelt råd at give lidt videre til sin søn Mick. Foto: Max Rossi/Reuters/Ritzau Scanpix

Den tyske Haas-kører afslører også, at hans far efter det budskab gav ham et godt råd. Om karrieren inden for motorsport i særdeleshed og om livet generelt:

- Det vigtigste, han sagde til mig, var, at jeg skal nyde, hvad jeg foretager mig. Og da jeg også udførte det i praksis, var der noget andet, der lå ham meget på sinde: Hvis du kan lide det, du gør, skal du gøre det ordentligt, siger Mick Schumacher.

Selv om han følger sin fars ord og gør det ordentligt, så er det vanskeligt at se i debutsæsonen med en underpræsterende Haas-racer. De foreløbige tre løb i Partimoa, Imola og Sakhir har resulteret i en tredjesidste, næstsidste- og en sidsteplads blandt de kørere, der fuldførte - kun undergået af holdkammerat Nikita Mazepin.