Skrækscenarie: Formel 1 mister fire teams

Hvis coronakrisen ikke håndteres ordentligt, risikerer Formel 1 at miste op til flere teams, advarer McLarens topchef Zak Brown

Romain Grosjean og Kevin Magnussens arbejdsgiver Gene Haas overvejer sin fremtid i sporten. Foto: Andy Hone/Haas F1 Team
Romain Grosjean og Kevin Magnussens arbejdsgiver Gene Haas overvejer sin fremtid i sporten. Foto: Andy Hone/Haas F1 Team

Den foreløbige Formel 1-kalender ændres dagligt ud fra udviklingen i coronapandemien og opererer med sæsonstart så sent som oktober. Holdenes fabrikker er lukkede lige nu, og senest har Renault som det fjerde team midlertidigt fyret en del af sine medarbejdere.

I kulissen kæmper det internationale motorsportsforbund, FIA, Formel 1’s kommercielle ejere, Liberty Media, og de ti teamchefer for at komme gennem krisen.

Spareplaner og regelændringer er på dagsordenen, for motorsportens fineste klasse står ved en skillevej. Der er ingen garantier for, at alle ti teams overlever krisen.

- Med hvad der sker i verden lige nu in mente, kan jeg se to teams forsvinde, hvis vi ikke håndterer situationen offensivt? Ja, siger McLarens topchef Zak Brown i et interview med BBC.   

- Faktisk kan jeg se fire teams forsvinde, hvis det ikke behandles på den rigtige måde. Og når man tænker på, hvor tidskrævende det er at få et F1-team op at køre, den nuværende økonomiske og sundhedsmæssige krise så at forestille sig, at folk står i kø for at overtage de teams, som man tidligere har set … jeg tror ikke, timingen kunne være dårligere. Så jeg mener, at Formel 1 er et meget skrøbeligt sted lige nu, fortsætter han.

I et interview med Sky F1 nævner Zak Brown to af de mest tvivlsomme teams; Haas og Alfa Romeo, hvis ejere så rigeligt har pengene til at fortsætte, men spørgsmålet er, om de har motivationen.

Ross Brawn, sportslig direktør for Formel 1, italesætter også problemstillingen i den udsendelse.

- Det er vigtigt, at vi kommer ud på den anden side, så folk som Finn Rausing (Alfa Romeo) og Gene Haas har en grund til at tro på det. Og den slags teams. Den kommercielle model, vi præsenterer, er meget bedre for teams som deres. Indtægterne er flere, siger han, men understreger samtidigt, at de skal holde hånden under deres teams i perioden frem til det nye reglement introduceres i 2022.

Og den mellemliggende periode bliver dyr.

Finn Rausing - med vingen i hånden - er hovedaktionær i Alfa Romeo-teamet og en anden milliardær, som overvejer sin fremtid i Formel 1. Foto: Jan Sommer
Finn Rausing - med vingen i hånden - er hovedaktionær i Alfa Romeo-teamet og en anden milliardær, som overvejer sin fremtid i Formel 1. Foto: Jan Sommer
 

Selv hvis det lykkes at starte en komprimeret kalender til sommer, rammer det de mindre teams hårdere end de store. Planerne indebærer tre løbsweekender i træk efterfulgt af en enkelt friweekend. Det stiller større krav til produktion af reservedele samt rotation af mekanikerne.

- Det er dyrere at afvikle 18 løb i løbet af seks måneder end 18 måneder på 12 måneder, fordi du er nødt til at medbringe flere dele og arbejde med flere mekanikere. Det bliver meget dyrt, siger Alfa Romeo-teamchef Fred Vasseur til Autosport.  

- Det bliver en udfordring for alle teams. Formentlig mest for de små, for vi ikke har et stort team af mekanikere, vi kan rotere. Vi skal finde en løsning til at nedbringe deres arbejdsbyrde. Men jeg tror, at alle er fleksible. Alle forstår situationens alvor og det faktum, at det er afgørende at finde løsninger.  

Hvad produktionen af dele angår, tager en frontvinge fem-seks uger at fremstille, så hvis man klemmer seks løb ind på to måneder, skal man ankomme til det første med reservedele til samtlige, påpeger franskmanden.

Samtidigt mærker de mindre hold de faldende indtægter mere end de store. Her er budgetterne i forvejen skåret ind til benet.

Se også: Far som 89-årig: Formel 1-boss kan stadig

Se også: Formel 1-redning til coronapatienter

--------- SPLIT ELEMENT ---------

I farezonen på den korte bane

Haas: Gene Haas har pengene, men skal gøre op med sig selv, om han mener Formel 1 er pengene værd. Hvis sporten ikke ender med en bæredygtig løsning, er amerikaneren klar til at forlade Formel 1 efter denne sæson.

Alfa Romeo: Finn Rausing - medejer af Tetra Pak - er i samme situation. Selv om han er milliardær, skal investeringen give mening.

Renault: På papiret klar til at tackle fremtidens Formel 1, men sporten er en luksus, det delvist statsejede firma måske ikke har råd til under en recession.

Williams: Trækker sig ikke frivilligt, men økonomisk led det børsnoterede historiske team allerede før coronakrisen. Har lige optaget lån med pant i sine aktiver.  

Overvejer fremtiden på sigt

Mercedes: Formel 1 har været og er en rigtig god investering for tyskerne, så længe de vinder. Marketingsværdien gør det hele værd. Men hvis den økonomiske krise bider sig fast, er der ingen garanti for, at hovedselskabet Daimler bliver ved med at finansiere et Formel 1-team.

Honda: Japanerne overvejede allerede sin F1-fremtid før corona. Den kommer meget an på, i hvilken retning sporten bevæger sig.

Se også: Superstjerner kører for corona

Se også: Afslører plan: Så længe skal du vente på Formel 1

Se også: Krisen kradser: Haas-ansatte på tvungen orlov

Fuldt dedikerede - indtil videre

Ferrari: Truer fra tid til anden med exit, men Ferrari er lige så afhængige af Formel 1, som Formel 1 er af Ferrari. Italienerne bliver.

Red Bull/Alpha Tauri: Red Bull-milliardær Dietrich Mateschitz' kærlighedsforhold til Formel 1 har været svingende i senere år, men indtil videre bliver begge hans teams.

Racing Point: Den canadiske milliardær Lawrence Stroll står bag et konsortium, som har foretaget store investeringer i teamet, der er i klar fremgang.

McLaren: Der er grænser for budgettets størrelse, men økonomisk power mangler teamet ikke. Flertalsaktionær er kongefamilien af Bahrain. 

Første omgang har været en af Kevin Magnussens forcer i Formel 1. Foto: Jan Sommer Sport og Spil Kevins egen recept: Den perfekte start

De manglende indtægter gør ondt på mindre hold som Alfa Romeo og dets teamchef Fred Vasseur. Foto: Peter Parks/AFP/Ritzau Scanpix Sport og Spil Milliarder fosser ud: F1's mange hovedpiner

Foto: WILLIAM WEST/AFP/Ritzau Scanpix Sport og Spil Debriefing fra Melbourne: F1 står i lort til halsen

44 kommentarer
Vis kommentarer