Jacques Villeneuve, Damon Hill, Alain Prost, Nigel Mansel, Nelson Piquet, Keke Rosberg og Alan Jones er alle blevet Formel 1-verdensmestre ved at køre for det familiedrevne Williams-team, der så dagens lys i 1977.
Men siden 1997 er det gået ned ad bakke, og i årets VM-serie er det traditionsrige engelske team de eneste uden et eneste VM-point på kontoen.
Men nu er der nye tider på vej. Fredag er teamet således blevet solgt til det amerikanske investeringsfirma Dorilton Capital.
- Som familie har vi altid sat vores team først. At gøre teamet succesfuldt igen og beskytte vores folk har været kernen i denne proces fra starten.
- Dette kan være afslutningen på en æra for Williams som et familieejet hold, men vi ved, at det er i gode hænder. Salget sikrer teamets overlevelse, men vigtigst af alt giver det en vej til succes, siger Williams' stedfortrædende boss Claire Williams til teamets hjemmeside.
Da Williams startede processen, ønskede de at finde en partner, der deler deres lidenskab og værdier og anerkender teamets potentiale og også kan forløse det.
- I Dorilton ved vi, at vi har fundet præcis det. Folk, der forstår sporten, og hvad det kræver at få succes. Folk, der respekterer teamets arv og vil gøre alt for at sikre, at det lykkes i fremtiden, lyder det.
Matthew Savage, der er formand for Dorilton Capital, glæder sig også over overtagelsen og forklarer, at man ikke har planer om at flytte teamets base væk fra engelske Grove.
Det har tidligere været fremme, at Williams kom ud af 2019 med et tab på 13 millioner pund – svarende til 108 millioner kroner, hvilket var et gevaldigt skridt tilbage økonomisk fra et overskud på 12,9 millioner pund året forinden. Og coronavirussen har gjort økonomien for 2020 endnu værre.
Williams' bedste placering i denne sæson er canadiske Nicholas Latifis 11. plads i sæsonpremieren, mens britiske George Russell blev nummer 12 på hjemmebane på Silverstone, og ellers er det kun blevet til placeringer mellem nummer 15 og 19.
Teamet vil fortsætte med at køre og konkurrere under Williams-mærket med chassisnavnet uændret.
Kæmpe aftale på plads: Godt nyt for Kevin
Værst af alle: - Smertefuldt fald