Spanier tager ledigt F1-sæde

23-årige Roberto Merhi har indgået en kortsigtet kontrakt med det lille Manor-team og tager i Melbourne det F1-sæde, som Kevin Magnussen på rygteplan blev bragt i spil til

Roberto Merhi var sidste år testkører for Caterham-teamet, men nu får han chancen som GP-kører for det lille Manor-team i Melbourne. (Foto: PA Photos).
Roberto Merhi var sidste år testkører for Caterham-teamet, men nu får han chancen som GP-kører for det lille Manor-team i Melbourne. (Foto: PA Photos).

Med noget nær garanti for at blive kørt fuldstændigt i sænk af alle andre teams stiller Manor til start i Melbourne i weekenden, og det bliver med den 23-årige Roberto Merhi bag rattet i en af de to racere, skriver autosport.com.

Spanieren har underskrevet en kortsigtet kontrakt med teamet, som i sidste sæson hed Marussia. Han sikrer sig dermed det F1-sæde, som rygtesmede tidligere på året placerede Kevin Magnussen i.

Magnussens manager har hele vejen igennem afvist rygterne, og den danske racerkører sidder da også i Melbourne i en langt mere prestigefyldt racer, når han som reservekører for skadede Fernando Alonso kører grandprixet for mægtige McLaren.

Se også: Sådan lader Kevin op: Flotte billeder fra Australien

Merhi udgør Manors kørerteam sammen med Will Stevens, og den unge spanier er lykkelig for at få chancen i Formel 1. Han kørte sidste år træninger for Caterham-teamet tre gange, men Melbourne bliver hans GP-debut.

- Jeg kan omsider annoncere noget, jeg har drømt om længe. Ikke bare træning, men et helt grand prix, siger Merhi ifølge autosport.com.

- Tiden er inde til at takke de mange mennesker, som har brugt år på at hjælpe. Også tak til Manor-teamet - gamle venner, som har haft tillid til, at jeg kunne gå i gang med denne nye fase.

Se også: Kevins kollega om spøjs OL-historie: Det er løgn!

- Vi har ikke midlerne til at konkurrere på lige fod med de andre hold, idet vi bruger bil og motor fra 2014, men vi vil gøre vores bedste, siger Merhi.

Manor-teamet annoncerede tirsdag morgen, at Jordan King, som er søn af investoren Justin King, er udnævnt til holdets udviklingskører.

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere