Spekulationer overstået: Melder kørere ud

Aston Martin beholder - som forventet - begge sine nuværende kørere til den kommende Formel 1-sæson

Bekræftet: Aston Martin beholder Stroll og Vettel

I de seneste uger har der været hvisket i afkroge af internettet om Sebastian Vettels fremtid på Aston Martin-teamet.

En frokost i sommerpausen mellem teamejer Lawrence Stroll og Fernando Alonsos tidligere teamboss og ven Flavio Briatore var nok til at sætte gang i historie fra Italien om utilfredshed med den firedobbelte verdensmester.

Alligevel landede tirsdag den forventede pressemeddelelse fra Aston Martin.

Både Sebastian Vettel og Lance Stroll trækker også i 2022-sæsonen i den grønne kørerdragt.

For i virkeligheden var det tyskeren selv, som skulle beslutte ikke at fortsætte.

34-årige Sebastian Vettel kører som minimum en sæson mere i Formel 1. Foto: Lars Baron/Ritzau Scanpix
34-årige Sebastian Vettel kører som minimum en sæson mere i Formel 1. Foto: Lars Baron/Ritzau Scanpix
 

Efter exiten fra Ferrari underskrev og præsenterede Vettel en flerårig aftale med det mål stadig at være i Formel 1, når de omfattende tekniske ændringer blev gennemført fra 2022.

- Jeg ser virkelig frem til at skulle køre en ny generation af Formel 1-biler. Udseendet er meget anderledes, og de nye tekniske regler burde give os biler, der kan race meget tættere end i senere år, siger Sebastian Vettel.

- Ændringerne er så store, at alle teams begynder fra ny, så det er en stor mulighed for os hos Aston Martin, siger den firedobbelte verdensmester.

Tidligere på ugen tog man første spadestik til et spritnyt hovedkvarter og vindtunnel i Northamptonshire, som på 37.000 kvadratmeter skal huse det ambitiøse team.

Endnu mere forudsigeligt er det, at Lance Stroll kører sin sjette Formel 1-sæson for teamet.

- Lance er en af de mest talentfulde kørere i moderne Formel 1, og til sit rå talent tilføjer han nu væsentligt håndværk, siger teamchef Otmar Szafnauer. 

Lance Stroll har jobsikkerhed i og med hans far ejer teamet. Foto: Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
Lance Stroll har jobsikkerhed i og med hans far ejer teamet. Foto: Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
 

Her ser resten af Formel 1-verdenen lidt anderledes på teamejerens søn.

SE OGSÅ: Rigmænd overtager F1: Milliardær-sønners legeplads

Selv om Lance Stroll efterhånden har udviklet sig til en hæderlig Formel 1-kører med tre podier, en enkelt pole-position på sit cv og lyspunkter i regnvejr, har han i sine fem første sæsoner kun slået en teamkammerat en enkelt gang; Sergej Sirotkin i 2018 hos bundproppen Williams.

Ganske vist fik Sebastian Vettel en skrækkelig start på denne sæson, men tyskeren fører nu den interne Aston Martin-duel også til trods for, at han i Ungarn fik frataget en andenplads på grund af en teknikalitet.

Dermed er der praksis kun et sæde tilbage på 2022-gridden, og det er hos Alfa Romeo som teamkammerat med Valtteri Bottas. Her er den kinesiske F2-kører Guanyu Zhou favorit takket et par hundrede millioner sponsorkroner i yuan.

Andre teams har også store ambitioner til 2022 og en slumrende kæmpe er godt på vej med sin genrejsning.

Bekræftet til 2022

Mercedes: Lewis Hamilton og George Russell

Red Bull: Max Verstappen og Sergio Pérez

Ferrari: Charles Leclerc og Carlos Sainz Jr.

McLaren: Lando Norris og Daniel Riccardo

Alpine F1: Fernando Alonso og Esteban Ocon

Alpha Tauri: Pierre Gasly og Yuki Tsunoda

Williams: Nicholas Latifi og Alexander Albon

Aston Martin: Sebastian Vettel og Lance Stroll

Haas: Mick Schumacher og Nikita Mazepin

Alfa Romeo: Valtteri Bottas og ? (Guanyu Zhou er favorit)

 

'Hvad gør du, hvis McLaren ringer?' Hør Magnussens kække svar her

LÆS OGSÅ: Dansk F1-håbs store dilemma