Stiktosset superstjerne: Kender deres undskyldning

Fremmede objekter eller 'debris' forårsagede de voldsomme punkteringer i Baku, siger dækleverandøren Pirelli, hvilket er helt som en rasende Max Verstappen forudså

Max Verstappen var stiktosset for at bruge den hollandske superstjernes egne ord, efter hans venstre bagdæk kostede ham sejren i Aserbajdsjans Grand Prix.

Red Bull-stjernen var løbets andet offer for en voldsom punktering ved høj fart; første mand i væggen var Aston Martins Lance Stroll.

- Jeg mærkede ingenting på forhånd, indtil jeg blev rykket til siden, og dækket blev revet af fælgen, sagde han til tv efterfølgende.

- Det er et ret farligt sted at have en dækeksplosion med den fart.

Verstappen var hurtig med kritik af dækleverandøren Pirelli.

- Vi kender resultatet af samtalen med dem på forhånd, og den er svær at acceptere. Det bliver forbundet med ‘debris’ (stumper af karbon på asfalten eller andre fremmede objekter), siger han.  

- Pirelli er ikke glade for, hvad der skete i dag, men det ændrer ikke løbet eller mit resultat.

- Jeg tror, at de fejede banen (efter Strolls ulykke), men Pirelli vil sikkert sige, at der var karbonstykker på banen. Sådan var det på Imola, og du kan ikke sige noget. Faktum er, at endnu et dæk er eksploderet; ikke kun for mig, men også for Stroll.

Max Verstappen gav ikke så meget for Pirellis forklaringer: - Faktum er, at endnu et dæk er eksploderet. Foto: NATALIA KOLESNIKOVA/Ritzau Scanpix
Max Verstappen gav ikke så meget for Pirellis forklaringer: - Faktum er, at endnu et dæk er eksploderet. Foto: NATALIA KOLESNIKOVA/Ritzau Scanpix
 

Som forudsagt var det umiddelbare bud fra Pirelli, at snit fra skarpe objekter på banen var skyld i ulykkerne - og ikke dækkets grundlæggende konstruktion.

- Vi er nødt til at fastlægge fakta bag episoderne med Lance Stroll og Max Verstappen for at forstå præcist, hvad der skete, siger Pirelli-chef Mario Isola.

- Hvad, vi kan sige lige nu, er, at der også blevet fundet et snit på Hamiltons dæk, og at det højre bagdæk rent faktisk belastes hårdere end det venstre bagdæk på denne bane.

- På forhånd fik vi ingen advarsler eller vibrationer, ingen andre dæk med samme alder eller ældre viste tegn på ekstremt slid, siger han.

Pirelli har været udsat for kritik fra kørerne stort set, siden de blev eneleverandør til sporten. Holdbarheden og temperaturfølsomheden er de klassiske kritikpunkter.

Før man til næste sæson skifter til markant anderledes 18 tommers dæk, ændrede Pirelli til denne sæson konstruktionen af dækket.

Det skete på baggrund af lignende defekter i sidste sæson på Silverstone (Kvyat), Mugello (Stroll) og Imola (Verstappen).

Max Verstappen blev også ramt en lignende dækeksplosion i sidste sæson. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Max Verstappen blev også ramt en lignende dækeksplosion i sidste sæson. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix
 

Teamcheferne maner til ro.

- Vi skal se på, hvad der skete. Det er mærkeligt, at det var det samme dæk, så det tyder mere på, at noget skete med det. Måske var det et snit, siger Mercedes’ Toto Wolff.

- Vi havde et snit, men jeg ved ikke på hvilket dæk. Lad os vente med at pege fingre. Det samme dæk ved høj fart, lyder ikke som en defekt i mine ører.

Også Red Bulls Christian Horner vil til bunds i sagen, før han skælder ud på Pirelli.

- Vi skal forstå, hvad der skete. Max’ dæk så ud til at have det godt. I det mindste forblev dækket nogenlunde intakt, så vi har beviserne. Hvis det er debris, som har forårsaget punkteringen, eller noget andet, kan vi stykke brikkerne sammen.

- Fra holdbarheden, vi så, og som Max kørte bilen, burde han komfortabelt have kunne kørt så langt, siger Red Bull-teamchefen.

- Dækket blev ikke mishandlet, og temperaturerne var fine. Hans løbingeniør havde lige tjekket med ham og så pludselig ... boom! Det var helt uventet.

Et mildest talt anderledes podie. 'Checo' Perez vandt for anden gang i karrieren, mens Sebastian Vettel leverede Aston Martins første podie i år og Pierre Gasly ditto for Alpha Tauri. Foto: Maxim Shemetov/Ritzau Scanpix
Et mildest talt anderledes podie. 'Checo' Perez vandt for anden gang i karrieren, mens Sebastian Vettel leverede Aston Martins første podie i år og Pierre Gasly ditto for Alpha Tauri. Foto: Maxim Shemetov/Ritzau Scanpix
 

Christian Horner afslørede på sit pressemøde frygt for, at sejren også skulle glide ud af Sergio Pérez’ hænder.

- Vi stoppede ham efter målstregen, fordi han tabte hydraulisk tryk. Det var sket gradvist i anden halvdel af løbet, og det var en bekymring til genstarten. Vi var alle lettede over at se ham krydse målstregen, siger han.

Nede bagerst var der også ballade; hos Haas beskyldte Mick Schumacher sin teamkammerat Nikita Mazepin for at 'prøve at slå os ihjel'.

Formel 1's silly season er skudt i gang. Store dele af 2022-gridden kommer til at se ud som i 2021. Men der er et par væsentlige og interessante ændringer undervejs. LÆS MERE HER