Motoren er det eneste element fra årets Formel 1-biler, som forbliver nogenlunde det samme til 2022-sæsonen.
Samtlige andre dele på bilen - selv dækkene - bliver markant redesignet.
I den seneste udgave af Red Bulls podcast ‘Talking Bulls’ understreger den tekniske chef Adrian Newey, hvor stor opgaven er, og kalder ændringerne de største i næsten 40 år.
Om nogen ved han, hvad han taler om.
Adrian Newey har siden 1991 designet Formel 1-racere for Williams, McLaren og Red Bull og regnes som en af Formel 1-historiens mest betydningsfulde ingeniører.
Mens Mercedes for længst har droppet udviklingen af dette års bil og udelukkende fokuserer på den nye, har Red Bull forsøgt at maksimere sin chance for endelig at snuppe en titel fra tyskerne ved at allokere flere kræfter til Max Verstappens mesterskab.
- Balancegangen er, at vi har den her kæmpemæssige regelændring til næste sæson. Jeg vil sige, den største enkelte ændring vi har haft siden, siden de gamle ‘ground effect’-biler blev forbudt ved udgangen af 1982-sæsonen, siger Newey i podcasten.
- Det er virkelig en kæmpemæssig ændring på alle leder og kanter.
Rent faktisk vender man med de nye biler tilbage til princippet, man forlod fra 1983, hvor størstedelen af bilens downforce skabes under den. Det sker for at gøre det muligt, at bilerne nemmere kan følge hinanden med forhåbentligt bedre racing til følge.
Udfordringen for designere som Adrian Newey er, at introduktionen af 2022-bilerne blev rykket et år grundet corona-pandemien, hvilket også betyder, at de skal udvikles, efter Formel 1 har indført et budgetloft.
- Som alle teams har vi en balancegang mellem udvikling af næste års bil, mens vi forhåbentlig har en mulighed for at vinde mesterskabet, eller det har vi helt bestemt lige nu. På samme tidspunkt kan vi ikke helt ignorere næste år, så der skal jongleres, siger han.
Pandemien har også sænket budgetloftet yderligere fra oprindeligt 175 millioner dollar i første år til nu 145 millioner.
For det store teams betyder det, at større ulykker får betydning for både udvikling og opdateringer. Eksempelvis anslår Red Bull, at Max Verstappens crash på Silverstone kostede teamet 1,8 millioner dollar.