Stolelegen afsluttet: En F1-plads tilbage

Med Alexander Albons overraskende skifte til Williams er syv køreres fremtid faldet på plads inden for den sidste uge; reelt er der kun en plads tilbage på 2022-gridden

I sidste uge afviste Toto Wolff at han ville blokere Albons mulighed for at returnere til Formel 1.

Når den første domino falder, går det stærkt.

For en uge siden annoncerede Kimi Räikkönen sit karrierestop, hvilket blev indledningen til en længe planlagt kørerkabale.

Valtteri Bottas fortsætter karrieren hos Alfa Romeo og belønnes med en flerårig aftale for første gang i Formel 1-karrieren.

Storbritanniens mest hypede talent i årevis George Russell får chancen ved siden af Lewis Hamilton hos Mercedes.

Tirsdag kom den forventede forlængelse af både Pierre Gasly og japanske Yuki Tsunoda hos Alpha Tauri.

Og onsdag før cirkusset tager hul på Italiens Grand Prix og det tredje løb på tre uger annoncerede Williams sine kørere.

Nicholas Latifi er i sit tredje år af en treårs kontrakt, så ingen overraskelser over at se canadierens navn i en pressemeddelse.

Derimod har det krævet både forhandlinger og kompromisser at sikre det traditionsrige teams anden kører: Alexander Albon.

Artiklen fortsætter under billedet..

Alexander Albon skifter overraskende til Williams. Foto: Williams Racing
Alexander Albon skifter overraskende til Williams. Foto: Williams Racing
 

Briten med den thailandske mor og licens imponerede for Alpha Tauri, men fejlede som Max Verstappens teamkammerat hos Red Bull og mistede sit sæde sidste år.

Han blev dog ved med at være kontraktansat og deltage i udviklingsarbejdet hos Red Bull, hvorfor Mercedes som motorleverandør ikke var meget for, at han gennem Williams skulle få indgående kendskab til teknologien bag de tyske hestekræfter.

Teamchef Toto Wolff krævede, at båndene blev klippet.

Ifølge f1.com blev kompromiset, at Alexander Albon ikke længere er en del af Red Bulls program, men at de bibeholder muligheden for at tilknytte ham igen, hvis alle parter er enige.

At forhandlingerne var nær afslutning, blev understreget, da Albons kæreste, den professionelle golfspiller Lily He, for en uge siden pludselig begyndte at følge Williams-teamet på Instagram. Hun følger ellers stort set ingen i Formel 1.

Sociale medier som Reddit kunne næsten ikke være i sig selv …

Alexander Albon bliver del af en lille, men eksklusiv gruppe af kørere, som får en anden chance i Formel 1. Den tæller også navne som Felipe Massa, Romain Grosjean, Esteban Ocon og Kevin Magnussen.

Artiklen fortsætter under billedet..

Får Antonio Giovinazzi en sæson mere hos Alfa Romeo? Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Får Antonio Giovinazzi en sæson mere hos Alfa Romeo? Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
 

Dermed er der i praksis kun en ledighed plads tilbage på næste års Formel 1-grid.

Sebastian Vettel og Lance Stroll fortsætter hos Aston Martin, selv om det endnu ikke er officielt bekræftet, så al interesse samler sig om, hvem der bliver Valtteri Bottas’ teamkammerat hos Alfa Romeo.   

Haas har endnu ikke meldt ud, at Nikita Mazepin og Mick Schumacher fortsætter, men det handler mere om Ferraris kontrakt med tyskeren end noget andet. Bølgerne går højt mellem de to kørere i øjeblikket, men trods især tyske medier fantaserer om, at unge Schumacher kommer i stald hos Alfa i stedet, vil det være et kæmpe chok, hvis det sker.

På sigt ønsker Alfa-bossen Frederic Vasseur at få sin protegé Théo Pouchaire ind på teamet. Men Christian Lundgaards teamkammerat hos ART Grand Prix er kun 18 år gammel, så endnu et år i F2 og debut i 2023 er mere sandsynligt.

I mellemtiden kan Antonio Giovinazzi, en anden med Ferrari-tilknytning eller en betalingskører lune sædet.

Bliver dominobrikkerne ved med at falde kan en annoncering komme på tale allerede denne weekend på Monza, som også byder på sæsonens anden sprintkvalifikation og F2 med dansk deltagelse.

Bekræftet til 2022

Mercedes: Lewis Hamilton og George Russell

Red Bull: Max Verstappen og Sergio Pérez

Ferrari: Charles Leclerc og Carlos Sainz Jr.

McLaren: Lando Norris og Daniel Riccardo

Alpine F1: Fernando Alonso og Esteban Ocon

Alpha Tauri: Pierre Gasly og Yuki Tsunoda

Williams: Nicholas Latifi og Alexander Albon

Alfa Romeo: Valtteri Bottas