Stor beslutning i Formel 1

De bebudede regelændringer til 2021-sæsonen i Formel 1 er blevet udskudt efter en videokonference tirsdag

De kommende Formel 1-biler, der rent designmæssigt adskiller sig en del fra de nuværende, kommer ikke i spil før i 2022. PR-foto.
De kommende Formel 1-biler, der rent designmæssigt adskiller sig en del fra de nuværende, kommer ikke i spil før i 2022. PR-foto.

2021 har længe set ud til at skulle blive et endog meget interessant år i Formel 1-sammenhæng.

For her ville en række ændringer træde i kraft i forhold til bilerne, der ville blive ændret markant på aerodynamik (og derfor på designet) og mest markant skifte til 18 tommers lavprofilhjul. Tiltag, der tilsammen skulle give seerne et mere interessant race, da det bliver lettere for kørerne at køre tættere på hinanden uden at spekulere over ødelagt aerodynamik.

Med coronavirussens ankomst kommer det bare ikke til at se i 2021.

Det står fast, efter at Den Internationale Motorsportsunion (FIA), Selskabet bag Formel 1, Formula 1, samt holdene tirsdag mødtes på en videokonference for at diskutere fremtiden set i lyset af den noget anderledes sæson, der udspiller sig med udskudte løb i Australien, Kina, Vietnam, Bahrain, Spanien, Monaco og Holland.

- Efter en enstemmig aftale mellem FIA, Formula 1 og alle holdene er implementeringen af de tekniske reguleringer, der skulle have været effektueret fra 2021-sæsonen blevet udskudt til 2022. 

- Alle parter diskuterede den aktuelle situation med 2020-mesterskabet, og hvordan sporten ville reagere på de aktuelle udfordringer fra covid-19-pandemien.

- På grund af den flygtige økonomiske situation, den har skabt, har vi nået til enighed om, at holdene benytter 2020-chassier i 2021-sæsonen, skriver FIA i en pressemeddelelse.

En enkelt ændring vil dog blive implementeret efter planen. Det drejer sig om udligningen af den økonomiske ulighed gennem et budgetloft.

- Introduceringen og implementeringen af de finansielle regulativer vil fortsætte som planlagt i 2021, og diskussionen mellem FIA, Formula 1 og alle holdene om at reducere omkostningerne vil fortsætte, lyder det endvidere.

Det er planen, at alle de syv udskudte løb skal køres på et senere tidspunkt, men det forventes omvendt også, at flere løb bliver udskudt. Det næste løb i kalenderen, der endnu ikke er udsat, er grandprixet i Aserbajdsjan, der efter planen skal køres 7. juni.

Se også: Formel 1-løb i Holland, Spanien og Monaco udskydes

Se også: Lundgaard kan lande F1-sæde

Se også: Ekstrem situation: Uset mængde spild

12 kommentarer
Vis kommentarer