Store fremskridt afløst af nyt McLaren-uheld

På tredjedagen i Jerez er McLaren-Honda endelig kommet rigtig i gang med teste den nye motor - indtil endnu et uheld ødelagde eftermiddagen

Der var brug for både de blå regnvejrsdæk og de grønne intermediate under de våde forhold i Sydspanien. (Foto: Miguel Morenatti/AP)
Der var brug for både de blå regnvejrsdæk og de grønne intermediate under de våde forhold i Sydspanien. (Foto: Miguel Morenatti/AP)

Frokosten smagte tirsdag lidt bedre i McLaren-Honda-lejren end de foregående to dage til Formel 1-sæsonens første test.

Endelig var teamet lykkes med, hvad de rent faktisk var taget til spanske Jerez for at opnå: At blive klogere på Hondas første forsøg på en V6-hybridmotor med turbo til en Formel 1-racer.

Sølle 12 omgange - de fleste af dem med start og slut i pitten - var resultatet efter de to første dage. Men de positive forventninger til testens sidste dage efter en gennemgribende fejlsøgning ser ud til at holde nogenlunde stik.

Se også: Red Bull camoufleret til Formel 1-test

Fernando Alonso kørte ganske vist ikke videre hurtigt, hvilket heller ikke er vigtigt på dette tidlige tidspunkt af sæsonen. Eksempelvis har suveræne Mercedes endnu ikke forsøgt at presse deres 2015-racer til hurtige omgangstider.

Endelig lykkes det for McLaren-Honda at køre længere sessioner. (Foto: Miguel Morenatti/AP)
Endelig lykkes det for McLaren-Honda at køre længere sessioner. (Foto: Miguel Morenatti/AP)
 

Til gengæld havde Fernando Alonso efter to timer tirsdag gennemført en række sessioner og samlet 20 omgange. Ved frokostpausen var det blevet til 32 omgange. Alle sammen under våde forhold, hvor intermediate-dækket var de foretrukne hos de fleste team.

Fokus om formiddagen var på selve motorenheden, hvor eftermiddagen efter planen skulle være brugt på at teste aerodynamik. Desværre for McLaren-Honda måtte de stoppe dagen tidligt. Et problem med trykket i kølervæsken gjorde, at motorenheden skulle demonteres.

Defekten blev spottet på installationsomgangen efter frokost og kan ifølge teamets fikses inden sidste testdag onsdag.

Trods problemerne fastholdt Fernando Alonso den positive mine, efter det endelig blev til noget tid ude på banen.

Over for Autosport gav McLarens øverste chef Ron Dennis udtryk for, at implementeringen af den nye Honda-motorenhed ikke ventes at falde på plads lige med det samme.

Ikke mindst fordi målet er at fange suveræne Mercedes.

- Hvis du er bag ud i forhold til konkurrenterne i hvilken som helst sport, så kræver det, at du accelererer til hurtigere, end de løber, for ellers vil du ikke fange dem. Har vi taget nogle kalkulerede tekniske risici? Ja!

Se også: McLaren-kvaler: Vi aner ikke, hvor vi er

- De relaterer til teknologier, som vi er de første til at benytte, og vil vil arbejde hårdt for at få fordele i bilens ydelse. Formentlig når vi til Australien, før vi ved, hvordan vi klarer os. Jeg forventer, at der går yderligere to eller tre løb, før vi for alvor kender tingenes tilstand, siger Ron Dennis.

McLaren-Honda er ikke de eneste, som har haft problemer i Jerez.

Red Bull fik ikke sat en eneste tid mandag, da Daniil Kvyat ødelagde frontvingen. Tirsdag nåede Daniel Ricciardo blot fem omgange, før Red Bull-mekanikere måtte i gang med et ikke-planlagt motorskift. Australierne kom først på banen igen midt eftermiddag.

Se også: F1-legende: McLaren skal vinde i år

Tirsdag var Fernando Alonso tilbage i McLaren-Honda-raceren. Jenson Button sidder i cockpittet onsdag på Jerez-testens sidste dag. (Foto: Miguel Morenatti/AP)
Tirsdag var Fernando Alonso tilbage i McLaren-Honda-raceren. Jenson Button sidder i cockpittet onsdag på Jerez-testens sidste dag. (Foto: Miguel Morenatti/AP)
 

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere