Store omvæltninger i 2016: Her er Kevins inderkreds

Udover skiftet til Haas F1 bød den forgangne Formel 1-sæson også på et større og mere professionelt team omkring Kevin Magnussen

Med sin toårige Haas-kontrakt tager Kevin Magnussen hul på et nyt og modent kapitel af sin Formel 1-karriere, som en central kilde udtrykker det over for Ekstra Bladet.

Når den 24-årige danske racerkører i begyndelsen af januar tager på rundtur til Storbritannien, Italien og USA for at blive introduceret til Gene Haas’ racerteam og empire, er det som betalt racerkører. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger betaler Haas F1 danskeren en årsløn på i omegnen af ti millioner kroner før bonus uden at krav om, at der følger sponsorstøtte med.

Sådan var det ikke hos Renault, hvor 2016-aftalen kun kom i stand, fordi Anders Holch Povlsen trådte ind med et Jack & Jones-sponsorat. Prisen på Formel 1-comebacket hos får man en idé om gennem Bestseller-millardær og racerenkørerens fælles selskab der for 2015/2016 havde 59 millioner kroner i underskud ...

Sidst i februar på Circuit de Barcelona Catalunya sætter Kevin Magnussen sig i den Ferrari-drevne Haas-racer til forsæsonens første test og bliver dermed den eneste Formel 1-kører i V6-hybridæraen, der har kørt med motorer fra alle fire producenter.

Men det er ikke kun, hvad angår arbejdsgiveren, hvor 2016 har budt på store omvæltninger.

På de indre linjer har Anders Holch Povlsen samlet et større og mere professionelt team omkring Kevin Magnussen til at skabe de bedste betingelser for den danske racerkører - og holde ham i ørene …

Træneren

58785022.jpg
Siden tiden som Formel Renault 3.5-kører har Thomas Jørgensen fra Protreatment været tilknyttet som Kevin Magnussens personlige træner. Stjernebehandleren med en alenlang liste af boldspillere på kundelisten var med ude til hvert grandprix i 2016, og han er også en del af den kommende Haas-kontrakt og vil være til stede hele 2017.

Udover at gøre Kevin Magnussen fysisk klar til de mere krævende 2017-racere har de to også udviklet et godt personligt forhold. Thomas Jørgensen har mange kasketter og fungerer i praksis også som sportspsykolog, konfliktmægler, afskærmning for forstyrrende elementer, ligesom han sørger for, at Kevin Magnussen overholder sit skema og aftaler.

Eller som storebror! Efter sigende gjorde det mest ondt på Kevin Magnussen, når det under køreturene til og fra banen var tilladt at uddele gratis slag, hvis man fik øje på en gul bil …

Rådgiverne

56724992.jpg
Fra anden halvdel af sæsonen blev den tidligere racerkører Jesper Carlsen tilknyttet som ’rådgiver’, hvilket ikke er en beskyttet titel. Den dækker også over at være praktisk gris, så Kevin Magnussen kan koncentrere sig om at køre racerbil.

Ved siden af sit job som direktør for FDM Motorsport hjælper Jesper Carlsen med alt fra at tale med andre teams til at tage telefoner og uddele gæstepas ude til løbene. Han er ansat af Anders Holch Povlsen og fungerede i anden del af 2016 også som øjne og ører i F1-paddocken for rigmanden. Samarbejdet fortsætter i 2017.

Både Anders Holch Povlsen og Kevin Magnussen har også fortsat et godt forhold til McLarens kommunikationsdirektør Matt Bishop. Briten har efter et arbejdsliv i Formel 1 et kæmpe netværk; har været begejstret for at arbejde sammen med danskeren og hjalp til i kulissen efter det svære farvel til McLaren.

Kontakten holdes ved lige, og flere gange kunne man spotte Anders Holch Povlsen hos McLaren i Kevin Magnussens Renault-tid.

Forretningspartneren

56728838.jpg
'It’s not easy, is it?’
Ekstra Bladet overhørte den kommentar fra Ron Dennis, da McLarens nu tidligere topchef i paddocken efter Italiens Grand Prix passerede Anders Holch Povlsen og gav hånd. Det var heller ikke let at være Kevin Magnussens bagland i den hektiske eftersommer, hvor Renault havde travlt med kørerforhandlinger til alle sider.

Om end de var sent ude og stolede lidt rigeligt på Renault henover sommeren, intensiverede Anders Holch Povlsen sin indsats for at sikre Kevin Magnussens Formel 1-fremtid, da der blev taget hul på anden del af sæsonen. Bestseller-milliardæren var rundt og trykke hænder de rigtige steder i paddocken for at undersøge mulighederne tre løb i træk: Belgien, Spanien og Singapore.

I Brasilien - via e-post - satte han sin underskrift på kontrakten med Haas F1. Fra næste år begynder der at flyde penge ind i det selskab, som han har sammen med Kevin Magnussen, og som siden Bestseller begyndte at støtte danskeren i juniorkategorierne har udvist underskud på den kedelige side af 120 millioner kroner.

Hvorvidt Jack & Jones går ind som tøjsponsor hos Haas er endnu ikke afklaret. Uanset vil Anders Holch Povlsen fortsat optræde i baggrunden som partner og rådgiver, når det gælder Kevin Magnussens karriere. Man kan sågar kalde ham arbejdsgiver, for Holch Povlsen har aktiemajoriteten i deres fælles selskab som fundamentalt set er foretaget som en investering.   

Manageren

53555193.jpg
Dorte Riis Madsen var længe elefanten i rummet, som man ville sige på engelsk: Et problem, som ingen vil tale om. Reelt har hun ikke været en del af Kevin Magnussens karriere siden 2015, hvor hun i eftersommeren udtrådte af direktionen i Anders Holch Povlsen og Kevin Magnussens fælles selskab.

Målet var i det forgangne år at indgå et forlig, men parterne stod til at begynde langt fra hinanden til at løse det juridiske bånd mellem Dorte Riis Madsen og Kevin Magnussen, så sagen trak ud.

Nogle Formel 1-kørere klarer sig glimrende uden en manager, og der ikke i øjeblikket planer om en erstatning. En logisk afløser – som også har været nævnt i forbindelse med Kevin Magnussen – ville være Richard Goddard. Han er Jenson Buttons mangeårige manager og kommer godt ud af det med danskeren.

I 2016 blev det britiske pr-firma Fifty Digital ansat til at varetage Kevin Magnussens sociale medier.

Familien og vennerne

58800277.jpg
Stamtræet hos Magnussen-klanen er mere kompliceret end hos de fleste familier. Familien er stor; der er bonus-søskende på begge forældres sider, og den betyder meget for Kevin Magnussen. De er med ude til løb, når det lader sig gøre, ligesom bonusfaderen Thomas Petersen spiller en aktiv rolle i danskerens officielle fanklub Support K-Mag.

Racerkammeraten Michael Christensen har for travlt med sin egen karriere hos Porsche til at hænge ud til Formel 1-løb, men til enkelte grandprixer har Kevin Magnussens tætteste kammerater været med i paddocken.

Kæresten

54429925.jpg
Gennem de sidste to år har Kevin Magnussen dannet par med den et år yngre Louise Gjørup, og de er nu så veletablerede, at de deler adresse på Frederiksberg i København. Hvor nogle Formel 1-stjerner har meget profilerede koner og kærester, tilhører Louise Gjørup den mere private kategori.

Hun er af og til med ude til løb, men deres fælles liv er ikke et offentligt anliggende, og de har ingen ønsker om at leve det gennem medierne. Forespørgsler om interview bliver der høfligt, men konsekvent takket nej til. Magnussen-klanen har dog taget godt imod tilføjelsen af den jordbundne lærerstuderende.

Gennem deres offentlige Instagram-profiler kan fans få små glimt fra privatlivet.

Haas-chefens krav: Sådan bliver Kevin en succes 

Kevin på skolebænken: Sådan fungerer dit nye team

Kevin lovpriser Haas: Åbne, ærlige og ligetil

Sammendrag: Se højdepunkter fra motorsportsæsonen 2016

Ingen Bestseller-millioner: Sådan er Kevins kontrakt skruet sammen

Tager vigtigt skridt frem: Her er Kevins nye løn

Hele historien: Derfor endte Kevins franske romance