Stort medie: Renault har valgt Kevins rival

Renault har valgt Jolyon Palmer som teamets anden kører, det fortæller adskillige kilder til motorsport.com

Renault har ifølge flere kilder valgt Jolyon Palmer som deres anden kører næste år. Foto: Jan Sommer
Renault har ifølge flere kilder valgt Jolyon Palmer som deres anden kører næste år. Foto: Jan Sommer

I uger og dage har der været spekuleret i, hvem der skal køre for Renault som makker til Nico Hülkenberg.

Nu ser det ud til, at der er kommet en afgørelse, og Kevin Magnussen er ikke manden, som Renault satser på.

Det store medie motorsport.com fortæller, at adskillige kilder nu har afsløret, at det bliver engelske Jolyon Palmer, der har vundet kampen om sædet og kører for Renault næste år.

Det forventes, at Renault gør beslutningen officiel inden weekendens løb i Brasilien.

Tidligere på dagen erfarede Ekstra Bladet, at Kevin Magnussen er tæt på en aftale med det amerikanske Haas-team.

Hverken Palmer eller Renault har været mulig at træffe for motorsports-sitet, men det forlyder, at det er de seneste stærke præstation fra briten, der har overbevist om hans store potentiale forud for 2017-sæsonen.

Renault ville helst have haft Carlos Sainz eller Valtteri Bottas, men de var umulige at hente til det franske team, og da Palmer samtidig leverede gode resultater i anden halvdel af sæsonen, så var det franske team overbevist.

Motorsport.com forventer, at beslutningen om Palmer hos Renault sætter gang i de øvrige team-skifter, og det skulle sende Magnussen til Haas og Esteban Ocon til Force India, hvilket altså kun bekræfter Ekstra Bladets historie fra tidligere på dagen omkring Magnussens fremskredne forhandlinger med Haas.

- Det er ingen hemmelighed, at vi talte med ham på Monza sidste år, og vi har siden holdt kontakten. Han er en kører, som har en plads i Formel 1, sagde Haas-teamchefen Günther Steiner til Ekstra Bladet for halvanden uge siden i Mexico.

Ekstra Bladets kilder i paddocken kunne tidligere på dagen fortælle, at det er en flerårig aftale, Magnussen er meget tæt på at have skruet sammen med Haas, og også BBC melder, at danskeren får en to-årig kontrakt.

Nyhedsbureauet Reuters erfarer fra en kilde tæt på forhandlingerne, at Magnussen afviste en et-årig forlængelse af kontrakten hos Renault, fordi han hellere vil have en længere aftale hos Haas, så måske er det derfor, at Palmer pludselig er Renaults foretrukne.

Kevin Magnussen må kigge mod Haas, for Renault har valgt Jolyon Palmer ifølge flere kilder.
Kevin Magnussen må kigge mod Haas, for Renault har valgt Jolyon Palmer ifølge flere kilder.

Teamduellen hos Renault

Kevin Magnussen: 7 point
Jolyon Palmer: 1 point

Her er der ingen tvivl om, hvem der står bedst. Renaults placering som nier i konstruktør-VM er sikret af Kevin Magnussen — allerede efter hans imponerende syvendeplads i Rusland. Pointet i Singapore var et mindre mirakel taget Renaults fart den weekend i betragtning.

Da Jolyon Palmer i Malaysia scorede sit ene point, udnyttede han dygtigt alle andres uheld. Til gengæld smed briten point i Ungarn efter en underlig rutsjetur i slutningen af løbet.

Kvalifikation:

Kevin Magnussen: 12
Jolyon Palmer: 7

Om lørdagen fører danskeren klart, og danskerlejren vil argumentere for, at dominansen er endnu større. I Canada vandt Palmer kun, fordi Magnussens racer ikke blev klar til kvalifikation. Og i Ungarn under våde forhold og med mange røde flag dummede teamet sig, så danskeren ikke nåede at sætte en rigtig tid.

Fra Jolyon Palmers synspunkt vil man derimod fokusere på, at han siden netop grandprixet i Ungarn har slået teamkammeraten med 5-4 — inklusiv det ødelagt chassis i Mexico.   

Grandprixerne:

Kevin Magnussen: 10
Jolyon Palmer: 8

Monacos Grand Prix er pillet ud, fordi begge udgik — ganske vist på vidt forskellig vis. Jolyon Palmer mistede herredømmet i lige linje, mens Kevin Magnussen blev ramt af et russisk missil.

Danskeren kan med rette ærgre sig over, at han op til løbet var markant bedst både på Spa og Malaysia, inden de løb blev ødelagt af crash og sammenstød, mens den rodede kvalifikation i Ungarn stod i vejen for en oplagt chance for point.

Jolyon Palmer-fans vil bemærke, at briten har forbedret sig mærkbart siden sommer og har været ramt af flere tekniske uheld end danskeren. Fem gange er briten ikke klassificeret mod danskerens tre.

Haas F1

Bag det amerikanske Formel 1-team står Gene Haas. Den 62-årige ingeniør skabte sin milliard-formue ved at designe og bygge CNC-drejebænke i sit firma Haas Automation. Grundlagde Nascar-holdet Haas CNC Racing, som i dag er fusioneret til Stewart-Haas Racing.

Haas ejer blandt andet en vindtunnel i North Carolina, som tidligere har været brugt af Formel 1-hold, og han havde oprindeligt planer om lade holdet have base i USA. Han blev rådet fra det og købte i stedet fallerede Marussias hovedkvarter i Banbury, som ligger mellem London og Birmingham tæt på Silverstone.

Teamet har indgået partnerskab med Ferrari om både levering af motor og teknisk assistance.

Kevin Magnussen var sidste år Haas F1’s andetvalg, men det lykkes teamet at lokke Romain Grosjean fra Lotus. Ferrari valgte den anden kører. Mexicaneren Esteban Gutierrez, som var reservekører hos italienerne i 2015 efter fyresedlen hos Sauber. Gutierrez har telemogulen Carlos Slim i ryggen, men hans nuværende aftale med Ferrari udløber efter denne sæson.

Se også: Kevin forrest i køen: Nu falder F1-brikkerne på plads

Formel 1 - 31. okt. 2016 - kl. 23:35 Forudser Kevin-stress: Her vil han få ro

Se også: Haas-teamchef: Vi taler med flere end Kevin

Se interview med Haas' teamchef fra Mexico:

Se også: Watt er ikke i tvivl: Sats på dette F1-sæde, Kevin!

Kevin Magnussen lader ikke til at mangle muligheder, hvis ikke han får en plads hos Renault. Foto: Jan Sommer Sport og Spil Kevins dilemma: Sådan er danskerens tankegang

182 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere